Beretning om en halv snes dage i Frankrig med
en Servas-liste i rygsækken.  

La France - non merci!

Jeg har ellers altid omhyggeligt undgået Frankrig. Med et hjerte der banker stærkt for Europa, har jeg efterhånden bevæget mig en del rundt på vores kontinent. Jeg har været i ungdomslejr i Nordfinland, på vandretur i Transsylvanien, cykeltur i Yorkshire, sprogskole i Magdeburg og chartertur til Costa Brava.

Men som enhver ved, har franskmænd ikke deres ligemænd, når det gælder sprog-chauvinisme, og man behøver jo ikke ligefrem opsøge sine nederlag, når man nu ikke rigtig er dus med det franske - heller ikke selv om man gerne vil blive det.

Forsigtigt anslag

Efter en del tøven havde jeg imidlertid kort efter nytår omsider samlet mod til mig og drog af sted med et halvt års HF-fransk i bagagen. Desuden havde jeg bevæbnet mig med den franske Servas-liste, og efter aftale landede jeg første gang lidt nord for Strasbourg hos familien Daniel.

En apperitif før søndagsmiddagen på ægte portugisk vis sammen med Servasvært Sao Daniel i Strasbourg.

Det var en blød start. Dels havde det lokale alsaciske dialekt ganske vist en lidt uvant klang, men ord som huser og wiestoub (kro) bildte jeg mig ind at kunne forstå. Dels bestod familien af en tysk far, en portugisisk mor og tre børn af brasiliansk oprindelse, hvilket satte grænser for udfordringerne til mit franske: Vi talte tysk!

Guld for euro

Da jeg dog ikke synes, at jeg sådan helt skulle trække frinummer, gik jeg på jagt efter den mest taknemmelige lekture, man kan skaffe sig, når man går i krig med et nyt fremmedsprog: en kærlighedsroman. Her opdagede jeg en ny side af den franske kultur. For den slags litteratur lå altså ikke bare og flød i enhver tobakskiosk.  Da det omsider lykkedes mig at finde en stak hæfter i den begærede genre, var de på tysk, og et fransk eksemplar var ikke på lager . "Vi har alt undtagen det," oplyste ekspedienten og så ganske tilfreds ud over at kunne fyre den af. Til sidst lykkedes det mig dog at opdrive en firdobbelt Roman d´or ved en undergrundsstation for halvanden euro.

Så blev det fransk

Således rustet til videre strabadser rejste jeg sydpå, hvor mit næste Servas-ophold var hos   Marie-Claude Lacam i Aix-en-Provence. Venligt, men bestemt insisterede Marie-Claude på, at vi talte fransk ("når det nu var Frankrig, jeg var i"). Med en grænseløs tålmodighed fra min værtindes side lykkedes det os faktisk at stable nogenlunde fornuftige samtaler om småt og stort på benene, og hun var oven i købet så venlig at fortælle mig, at hun havde forstået alt, hvad jeg sagde (selv om jeg selvfølgelig ikke ved, om det passede).

Et sandt sansebombardement

Marie-Claude viste sig også at være en guide magnifigue til den umådeligt pittoriske sydfranske by. Man må lade franskmændene, at de forstår at kræse for sanserne og i Aix gjorde tusindvis af ting som alle de gule huse, duften af lavendelsæbe, smagen af gedeost... indtryk  - og i Cezannes atelier kunne man kun forbløffes over, hvad den kunstner dog kunne få ud af et par ferskner...

Mod mobiliseres

Jeg havde fra starten planlagt også at besøge Marseilles, når jeg nu alligevel var på de sydfranske kanter. Allerede hjemmefra havde der lydt advarsler mod at komme denne farve- og mafiosa-rige havneby for nær, men det var først, da også Marie-Claude gav udtryk for, at det var et modigt forehavende, at jeg begyndte at blive lidt betænkelig ved sagen. Men Frankrig er jo ikke blot maleriske provensianske smørhuller, overbeviste jeg mig selv om, og skulle det gå galt, kunne jeg jo altid rive et par franske brokker af mig...

Farlige Marseilles

Allerede inden afrejsen fra Aix blev fordommen om Marseille bekræftet: Metro- og buschaufførerne strejkede, fordi sikkerhedsforholdene var for dårlige til, at beskyttes mod alle de huserende mafia-bander. Ganske vist mindede det mig om forholdene for de århusianske buschauffører, men de røveriske overfald havde ligesom en anden klang i den fremmede kontekst, og det gik op for mig, at det ikke blot var på den sproglige scene, at der lå  udfordringer og ventede i Frankrig.

Den allerfornemste villa

Jeg havde for længst allieret mig med en Servas-vært, som dog ganske vist ikke selv ville være hjemme og derfor havde henvist mig til en Matilde. Mit besøg var heldigvis OK med Matilde, og således ankommet til en bus- og metroløs storby købte jeg som det allerførste et kort og begav mig af sted. For hver kilometer blev villaerne blev større og større, og værtsadressen viste sig at tilhøre den allerstørste. Den tårnede sig op bag et smedejernsgitter, og jeg rumsterede noget rundt efter en porttelefon i tusmørket, inden jeg fik den gode ide at tage i håndtaget til lågen, der gik op. Det samme gjorde lidt efter hoveddøren, da en ven af huset bød mig indenfor.

Jeg følte mig hensat til en oplyst udgave af Sankt Gertruds kloster tilsat moderne high-tech og antikke kunst- og arvestykker en masse. På første sal havde en venlig sjæl redt op til mig i en mondæn for ikke at sige imposant lejlighed med en meget gennemført farvesammensætning.

Åbne døre

Familien så jeg ikke skyggen af i de to dage, jeg boede der, men til gengæld var der en stadig trafik af husvenner. På et tidspunkt blev jeg ladt alene tilbage med den besked, at alt var tilladt, blot måtte jeg IKKE låse hoveddøren, hvis jeg gik ud. Jeg var - trods stigende selvtillid på sprogfronten - ikke helt sikkert på, at jeg havde fået helt rigtigt fat i gloserne, mente fyren mon ikke smedejernslågen? Men det gjorde han ikke. Og det i det farlige Marseille, hvor sortsmudskede illegale bander lå på lur bag hvert gadehjørne... Jeg var dybt imponeret. Både over tilliden til mafiosaerne, men da egentlig også til Servas-gæsten.

Marseillanerne viste sig i det hele taget at være venligere end venlige. Kassedamer, bankfolk og tjenere gennemførte en charmeoffensiv, som havde de alle netop været på pr-kursus. Og pludselig begyndte oven i købet busserne at køre igen...

Ingen fransk for fortsættere

I en af de større biografer gik Italiensk for begyndere, og jeg havde set frem til en god gang sprogtræning, men til min overraskelse var filmen med dansk tale. Hvad var der blevet af den franske sprog-røgtning? Men selvfølgelig: Franskmænd er ikke franskmænd for ingenting og udmærker sig ved gerne at gøre en ekstra indsats, når det gælder om at få en ægte kultur-oplevelse. (Anderledes med de plebejiske tyskere, men det er en anden historie...)

Høfligt faux pas

Min to uger lange Frankrigsrejse sluttede  med et ophold i Paris. Her mødte jeg ingen Servas-folk, men til gengæld turens første lommetyv (der dog fik sig en lang næse). De parisiske ekspedienter blegnede i sammenligningen med deres marseillanske kolleger - især de par stykker, som svarede på engelsk, selv om jeg havde gjort mig megen umage med mine franske formuleringer.

Hvorom alting er: jeg er kommet tættere på både land, sprog og mennesker ikke mindst takket været de franske Servas-værter.

Astrid Schou, Harlev, marts 2002

www.servas.dk