Sviptur til Tyskland

Af Marianne Skovgaard og Gregers Hoff

Vi var inviteret til 50-års fødselsdag på Møn og blev enige om at når vi nu var kommet så langt væk hjemmefra, kunne vi ligeså godt lave en tur ud af det (vi er begge for tiden arbejdsløse).

I vores gamle VW-transporter tog vi så Gedser-Rostock og sov i bilen på havnen i Rostock ved et kæmpe-cirkus fra Ungarn med 6 tigre bl.a. (Vi prøvede en npnr i Rostock, men var ikke heldige). Søndag formiddag gik vi lidt på havnen med mange lystfiskere der halede sild op, langkanoer med 10 padlere i hver side som vi forestiller os i Afrika og så på dyrene fra cirkus.

Så ad små veje kørte vi så til Berlin. Mange veje var idylliske og tit gik det gennem store skove med mange søer, gennem de små byer altid med toppede brosten, en naturlig fartbegrænser, og vi var noget nervøse for om bilen rystede fra hinanden.
I Berlin havde vi besluttet at bo på Prenzlauer Berg, Østberlins latinerkvarter, og var meget heldige at komme til at bo 2 nætter hos Andrea R.
Hun er 40 år og bor for tiden alene. Hun tænkte på at flytte til bydelen Wedding, som vist er billigere og mindre støjende. Hun boede lige over 2 restauranter og kunne ikke have vinduerne åbne når hun arbejdede hjemme som skatterådgiver.
Vores mobiltelefon virkede mærkeligt nok ikke i udlandet. Det havde vi ikke taget højde for (men vores søn lo af os da vi kom hjem: I kunne da bare have købt ny taletidschip og sat i !).
Telefonboksene var mest til kort, det var søndag aften: hvor skulle vi købe kort.
Kort sagt: vi tog hen til Andrea og ringede på døren: Hun fik et grineflip af de store da hun hørte vores historie.
Vi havde det dejligt hos Andrea og fik snakket meget sammen. Det vi især bed mærke i, var hendes træthed over stadigvæk som tysker at skulle føle sig skyldig over noget , hun ingen del havde i (2.verdenskrig), som bliver ved med at blive taget op i medierne.
Hun gik meget op i helse, var vegetar og gik op i at styrke sin krop og sjæl. Dyrkede bl.a. rulleskøjte løb (maraton!) og meditation. Hun var også i gang med at forenkle sin levevis ved at sælge mange af sine ejendele over "ebay", et internetauktionsfirma. Hun solgte sine ting utroligt billigt.

Rigsdagen og Tiergarten
Mandag gik vi så rundt i Berlin - dårlig planlægning, for der er de fleste museer lukkede. Men vi  kom da op i Rigsdagskuplen efter at have stået i kø 3 kvarter (det var en kort kø den dag, fik vi at vide), spændende arkitektur med dejlig udsigt over byen. Man kan f. ex. se ned på Frank Gehrys fiskelignende Deutsche Bank. Den gik vi ned og så indvendig bagefter: meget mærkelig, drømmeagtig, men ærgerligt at man ikke må komme hen og røre ved den.
Gennem Tiergarten lige ved siden af, som sjovt nok ikke er nær så tam som f. ex. Fælledparken, men har trådte stier, bålplads, ukrudt, sådan lidt Christianiaagtig.
De fleste ambassader ligger rundt om Tiergarten så vi så også de nordiske ambassader, der ligger som et irgrønt bugtet kobberfort. Ambassadebygningen bliver også brugt til udstillingsbygning og vi så moderne dansk keramik.

Storke i Polen
Tirsdag tog vi en tur til Polen. Vi kørte igen gennem masser af skov med smukke søer. Foråret var lidt længere fremme end hjemme, flere steder kunne vi se mistelten i grenene. Vi kom 10 dage før Polen trådte ind i EU og vi havde ikke noget besvær ved grænseovergangen, men på den polske side holdt der kilometerlange lastbilkøer der ville ind i Tyskland.

Vi var ikke heldige med servasværter i Scszecin. De fire npnr-værter var ikke hjemme, igen et resultat af vores spontane måde at rejse på. Og sproget var en stor hindring, kun meget få af de polakker vi standsede talte engelsk eller tysk.

Vi vendte om og tog mod Rügen, som havde været vores mål fra starten.
Vi kørte hurtigt af fra Motorvejen efter grænsen og fik en stor naturoplevelse i Schmöhl: 2 storke på en lang pæl midt i byen ved kirken. De knebrede og nussede deres store rede. Det er de første levende storke vi nogensinde har set. Småfugle bygger også rede i storkereden.

Videre gennem nordøsttyskland stødte vi overalt på store vindmølleparker med enormt høje møller (en del af dem Vestas).

Vi overnattede hos Ingrid Grell i Anklam. I Anklam havde de også en storkefamilie! Vi må med skam at melde indrømme at vi også hos Ingrid blot ringede på døren. Men igen: velkommen! Selvom vi kun blev én nat hos hende blev det vores største oplevelse  på turen. Hun bød os straks på et glas portvin i sin bar i køkkenet. Sådan byder hun altid gæster velkommen.
Vi ankom ved solnedgang, gik til ro og fik først dagen efter hendes  og husets stærke historie, som afspejler en del af Tysklands historie i det 20.århundrede.
Ingrids mors forældre var født i en lille by i Hinterpommern (Anklam ligger i Mecklenburg-Vorpommern, Hinterpommern er nu i Polen), morfar blev politibetjent, de levede ved Danzig (Gdansk) ved den polske grænse. Mor blev født 1914.
I 1918 blev de tvunget til at flytte til Anklam, hvor de byggede huset, som stod færdigt 1928. Mor gik i den nærmeste skole for piger i Stettin. Der mødte hun Ingrids far, som var lærer på skolen og 8 år ældre. Han boede i Stettin og her blev Ingrid født 1936. I 1939 kom far i militæret og han faldt ved Stalingrad 1943 (Ingrid har for nylig fået sin fars breve fra Stalingrad. De er skrevet med den tids gotiske skrift som er svært læselig i håndskrift, men hun vil tyde dem og skrive dem på pc). 1943 startede mor på at læse medicin  på universitetet i Greifswald, hun blev færdig 1950. Morfar kom i russisk gulag 40 km fra Anklam og døde der 1948. Mor giftede sig igen i Greifswald, men tog i 1960 til Vestberlin og derfra til Stuttgart. 1961 tog Ingrid også til Stuttgart og senere til Hannover, hvor hun blev gift (og skilt - hun kom ud af ægteskabet med en håndtaske).
I 1962 havde myndighederne i Anklam (Østtyskland) sat mormor på plejehjem, hvor hun var i 3 år indtil mor fik hende ud og til Stuttgart, hvor hun døde i 1971.
Myndighederne flyttede 2 familier ind i mormors hus, men mor havde papirerne på huset og i 1994 fik Ingrid huset tilbage efter 3 års juridisk tovtrækkeri. Mange huse var blevet konfiskeret, men ikke deres. De 2 familier boede stadig i huset, men de havde ladet det forfalde. Den ene familie flyttede frivilligt, men den anden måtte Ingrid kæmpe med til 1998, hvor de kom ud: manden havde været voldelig overfor Ingrid, havde ødelagt dele af huset og havde i øvrigt ingen kontrakt på noget lejemål.
Nu har hun haft fred de sidste 3 år og hun har sat det fint i stand: Overetagen til sig selv og hele underetagen til gæster: med køkken, 2 badeværelser, 2 værelser, hvor væggene er dekoreret med Ingrids plancher med en billedgennemgang af Tysklands og Anklams historie.
Ingrid har levet af at være turguide, hun har bl.a. kørt rundt 2 år i USA  og et halvt år i Marokko i en campingbil (som vi også så og beundrede: med toilet,brusebad og 5 sovepladser!).
Udover Servas er hun også medlem af "Women welcomes women". Men hun lejer også ud til turister bl.a. via sin hjemmeside "Villa Reisefreunde.de".
Hun er et energisk og intelligent menneske, som vi helt sikkert vil opretholde kontakten med.

Næste dag tog vi så videre mod Rügen, med et ophold i Stralsund (pragtfulde kirker og dejlig havn). Vi kastede et blik på Prora, nazitysklands 5 km lange grå boligblok langs stranden på Rügen og så endelig kunne vi gå på den skønne kridtklint nord for Sassnitz.
Vi sov på havnen i Sassnitz (der er stadig kun få værter i det gamle Østtyskland - det var ikke tilladt). Næste dag igen en 8 km lang tur på klinten og på stranden, denne gang nordfra og til Kønigsstuhl, det højeste punkt på klinten, hvor der er ved at blive bygget et naturcenter.
Fra Sassnitz sejlede vi om aftenen til Trelleborg, hvor vi sov lidt uden for havnen, igen i bilen.

Så til Malmø, hvor vi beundrede den nye Vesthamnen, et helt nyt kvarter tæt på centrum på den gamle skibsværftsgrund. Det er ikke færdigt, men man kan se konturen af det høje snoede tårn, mange - alle forskellige ! - boliger står færdige, mange - igen forskellige og charmerende - bademuligheder. Der er skole, universitetet bygger ud her. Det er virkelig et besøg værd!
Inden vi tog hjem besøgte vi også deres 100-årige Ribershus kallbadanstalt, et Helgoland, men flottere, bl.a. med en dejlig café ude på vandet. Det ligger lige ved siden af Vesthamnen.
Både Vesthamnen og Ribershus beså vi med den bagtanke at få inspiration til vores eget projekt i Nordhavnen i København, hvor vi og en gruppe Østerbroere forsøger at etablere et havnebad.

Hjem over broen for første gang, men desværre i regn og tåge.
 

Servas-bladet