USA 2004

Tre værter i USA

Kanoture, ildfluer, fredsaktivist og en travl advokatfamilie i New York. En USA-tur bød på tre meget forskellige værter

Af: Ingrid Pedersen

Foto: Bjarne Kjær

Tre besøg – og et glædeligt gensyn med gamle værter fra København blev det til under Bjarnes og mit besøg i USA denne sommer. Tre meget forskellige besøg, men samtidig alle tre meget ’typiske’ for fremragende Servas-møder.

Vi tilbragte i alt knap fire uger i USA og Canada, men benyttede kun Servas i USA, for i Canada skulle vi bo hos en gammel veninde (dansker), der for et par år siden flyttede til Nova Scotia og nu sammen med sin nye mand lever af at tage turister med på kajaksejlads på Atlanterhavet. Det er et stort hav til så små fartøjer, men det var spændende at prøve.

I Nova Scotia var vi også på den lillebitte ø, Briar Island, der ligger ved Bay of  Fundy. Her har de verdens højeste tidevand – over femten meter – og det giver fremragende livsbetingelser for små og store hvaler. På en whalewatching så vi både finhval (verdens næststørste hval) og legesyge pukkelhvaler, der heller ikke er særligt små. Det var et storslået syn.

På den anden side af bugten ligger staten Maine. Den bliver altid skildret så idyllisk og renfærdig i amerikanske film – og det er den også. Smuk og ren og med pæne huse …..det er på en måde en del af kulturen og selvforståelsen, at man holder sit hus pænt der.

Vi tog over med den store, nye katamaran fra Yarmouth i Canada til Bar Harbour i Maine og  overnattede en enkelt nat i den fine gamle badeby og kørte næste dag til Vienna (alle byerne på egnen er opkaldt efter europæiske byer), og kom da også på et tidspunkt gennem et lille regnvådt sted, der hedder New Denmark.  Byen Vienna havde ikke megen storhed over sig, men i en stor lysning i skoven boede Libby og Allan Harwell. 

De havde sendt os en meget præcis vejledning, og da huset er rundt, var det ikke til at tage fejl af. De var hyggelige og afslappede mennesker. Allan var automekaniker og han arbejdede kun tre dage om ugen. Libby havde forskelligt forefaldende arbejde – bl.a. for nogle kunsthåndværkere i nærheden.

Deres runde hus var omgivet af en stor have, der var fyldt med fugle og egern. Især fandt vi de små lynhurtige ’chipmonks’ med stribede haler meget nuttede.

De havde skrevet i deres beskrivelse, at der ikke var nogen sightseeing i nærheden, så det var et sted, man skulle komme for at slappe af. Så det gjorde vi, og de havde begge god tid til at være sammen med os.

Dagen efter læssede vi en kano på deres truck, der dog først skulle tømmes for træstammer, smurte madpakker, lavede iste og tog på kanotur sammen med Libby. Først padlede vi over en sø, derefter ind i et vandløb. Hun var ganske sikker på, at vil kunne finde bævere. Dem har området masser af, men vi så kun deres efterladenskaber i form af væltede træer – nogle af dem ret friske.

Begge undrede sig over, at Skov- og Naturstyrelsen i Danmark bruger penge på at genindføre bævere i Klosterheden i Jylland. Og de undrer sig endnu mere over projektets popularitet i befolkningen. På deres egn regnes bæveren mest som en plageånd.

Det var spændende at kigge efter dem og undervejs så vi en masse fugle. Der er tale om et virkelig øde område, så mennesker så vi ingen af. Men vi hørte dog enkelte lastbiler, der kørte med tømmer. Ellers var der kun lyden af vore pagajer.

Frokosten spiste vi på en flad sten midt i vandløbet.

Der er dog andre mennesker i nærheden. På en anden sø bemærkede vi en masse optimistjoller, og vi havde tidligere set en sommerlejr bestående af træhuse, der hævede sig over normal spejderlejr-standard. Det var der også tale om.

Det er en sommerlejr for rige folks børn – Eddie Murphy, Madonna og den kategori. Libby havde somme tider bemærket nogle unge mænd omkring indgangen. Det var bevæbnede sikkerhedsvagter, der skulle passe på, at de små pus ikke blev kidnappet.

Bagefter så vi dyreparken Animal Kingdom, der drives af  en Vietnam-veteran, der åbenbart har fået et livsindhold med denne dyrepark. Der var mange slags katte – også store som løver, tigre og lynx. De stirrede sultent på flokken af fritgående gæs, der spankulerede rundt på hele området.

Om aftenen skulle familien i teatret, så vi var alene i den mørke skov. Bjarne var meget fascineret af at kigge på en kolibri, og da det blev mørkt troede vi først, vi så en person med lommelygte i skoven. Det viste sig hurtigt, at der var mange af dem: Vi havde for første gang oplevet det interessante begreb ildfluer. Der var mange, mange af dem – og det er altså et sjovt fænomen.

Næste dag fortalte både Libby og Allan, at det var en stor sport for børn at fange dem og opbevare dem i et lukket syltetøjsglas. De bliver ved med at lyse i nogen tid.

Næste morgen var vi tidligt oppe for at tage på kanotur igen. De mente, at der var bedre chance for at se både bævere og ’moose’ i det tidlige morgengry. Vi så nu ikke nogen. Måske snakkede vi for meget, men det var en skøn tur.

Da vi kom hjem, lavede Libby er særlig slags finsk pandekage til os, og derefter kørte vi til hovedstaden Augusta (der har 21.000 indbyggere), hvor vi så deres flotte og interessante nationalmuseum.

Fredsaktivisten

Nogle dage senere boede vi hos Margery Leach – en ældre, men overordentlig frisk fredsaktivist, der boede i den utroligt smukke by, Glouchester, der ligger på kysten nord for Boston. Hun er en spændende kvinde, der har haft et utroligt (hårdt) liv, men nu bor om sommeren i Glouchester og om sommeren i Phønix. Hun kører selv mellem de to beboelser og overnatter hos Servasværter undervejs. Da hun blev enke for en del år siden blev hun meget aktive i fredsbevægelsen, så hun har besøgt mange af de steder, hvor amerikansk militær har gjort mest skade – og bagefter fortalt offentligheden om det.

Hun har skrevet en bog, Unexpected Harvest, om sit spændende liv. Den er udgivet på eget forlag og er utvivlsomt ikke nogen bestseller – men den er spændende at læse.

Fra Glouchester kan man tage toget til Boston. Det gjorde vi og tilbragte et par dage i denne fantastisk spændende by.

Vi tilbragte også 4. juli der – til koncert med Boston Pops ved bredden af The Charles River sammen med 450.000 andre og en TV-station. Sikkerhedsforanstaltningerne var ekstreme. Det har sikkert været en øvelse, inden Det Demokratiske Partis konvent senere på måneden.

Senere på aftenen så vi det mest fantastisk flotte fyrværkeri vi nogensinde har oplevet – det var koordineret, så det passede til musikken.

Vort sidste besøg var hos en familien i New York. Den boede i New Jersey, men det var nemt at komme med toget til Manhattan. Familien boede i et stor og dejligt hus i det meget attraktive område, der hedder South Orange. Begge var advokater, aktive og travle.

Men også afslappede og dejlige at være sammen med.

Konen, Anne, arbejdede som offentligt ansat forsvarer. Hun fortalte mange interessante historier om sit arbejde, og det er ikke kun småkriminalitet, de har der i området. Hun har forsvaret både mordere og røvere. Hun fortalte bl.a. hvordan hun somme tider har fået folk frikendt – ikke fordi de er uskyldige, men på grund af sjusk og fejl i retten.

Fra deres bopæl var det nemt at tage tog til Manhattan, og det var nemt at tage tog til lufthavnen, da vi skulle tilbage til Danmark.

En af dagene mødte vi Hartwell og Pauline, der i 70’erne og begyndelsen af 80’erne boede og arbejdede i København. Begge er kunstnere og udstillede i forskellige gallerier. De bor nu i Greenwich Village, har det godt og fik selvfølgelig nyheder om Birgitte og andre Servas-folk, de kendte her for 20 år siden.

De mener selv, de er for gamle  til nogensinde at komme på besøg i Danmark – men de er stadig interesserede i Servas.

Servas-bladet