Servas-bladet

Artikel fra Servas-bladet nr. 105-106 efteråret 2007

Japan
Sønnen skal lære at omgås ’gaijins’
Et enkelt besøg i Japan

Af Kim Schøler

I efteråret 2006 tog jeg på en otte uger lang motorcykeltur gennem den sydlige halvdel af Japan. Som tidligere Servasrejsende og –vært, tænkte jeg at organisationen ville være god at have i baghånden med japanske hotelpriser og antallet af engelsk-talende in mente. Én nødplan var faktisk at slå mit telt op under broerne, sammen med de hjemløse. Sprogproblemet var stort, omend overskueligt, og da hotelpriserne også var til at leve med, var det ikke af nød jeg ledte efter diverse Servasfolk. Jeg endte nu med kun at bo hos én Servasvært, for én nat.
At skrive lang tid i forvejen, som rigtig mange ønskede, passede dårligt med mit ofte ret improviserede tidsskema. Og helt nøjagtigt hvem jeg ville skrive til, var en sag for sig – folk der nævner 'japansk the-ceremoni' som eneste interesse, eller sætninger som 'Welcome only sincere, faithful persons to become real friends for lifetime', gjorde nok, at jeg var lidt mere forbeholden, end jeg har været på andre rejser. Jeg prøvede dog at kontakte flere undervejs, pr. email og pr. telefon, men forgæves.


Kun én nat
Kun fra Yoshiko Obi i Yokohama var der positivt svar. Vi gik til gengæld fejl af hinanden over telefonen, idet jeg troede hun foretrak at jeg kun blev der én nat. Men et hyggeligt kort besøg var det. Yoshiko var hjemmegående husmor efter at have fået en søn for tre år siden. Hun fortalte at hendes formål med at være servasvært primært var, at hendes pode fra starten skulle vænne sig til at omgås 'gaijins' (fremmede), hvilket i sig selv er et prisværdigt mål. Hun ønskede også selv at holde sit engelske ved lige.
Trods fraværet af Servasfolk var det en fin ferie (billeder og historie på www.nimbusijapan.blogspot.com), bl.a. fordi jeg var heldig med både vejr og med den lange række
andre mennesker jeg traf undervejs. Min konklusion er, at vil man være Servasrejsende i Japan, er det nok bedst at arrangere besøgene allerede inden man tager derover.
 

 

Servas-bladet