FORTABT I JAPAN

Bare at tage undergrundstoget er en præstation

Af Janne Aagaard

At tale fem sprog nytter ikke noget, når man besøger Solens Rige. Her gælder kun japansk, men takket være Servas-værterne blev mit ophold i landet uforglemmeligt. Den regionale værts-koordinator og et ældre ægtepar blev mine redningsmænd.
I slutningen af januar startede jeg på min rejse Jorden rundt. Efter 14 dage på Filippinerne, og  tre fortumlede dage med kinesisk nytår i Hong Kong nåede jeg en fredag i februar til Japan med store forventninger om det mest elektroninficerede land i verden.
I flyet på vej til Tokyo mødte jeg en japansk stewardesse, der var på vej hjem til Tokyo. Hun talte en smule engelsk, og hun var meget hjælpsom og fandt et billigt Ryokan (traditionelt japansk kro) til mig, da vi nåede lufthavnen og fulgte mig helt til døren.
Helt vildt pænt af hende og fuld af gode forventninger smed jeg skoene og fik anvist et 0 grader varmt værelse med en madras på gulvet og en utæt gasovn. Nå, nå, tænkte jeg, det har da sin charme at bo lokalt og gik ned på Nippori Station for at tage til Ueno og derfra videre til Kanda, hvor der angiveligt skulle være en internetcafe.
Det tog mig mellem tre og fire timer at finde cafeen, uagtet at jeg havde  navn og adresse, for det var skrevet på engelsk, og ikke en eneste japaner synes at forstå engelsk. De har helt deres eget sprog og tegn, der minder lidt om kinesisk. Alt er på japansk, også gadenavne, spisekort - alt. Bare det at tage undergrundstoget er en præstation i sig selv.

Jeg vil væk

Og efter tre dage uden at have mødt et eneste engelsktalende menneske i Hong Kong, var jeg på grådens rand, helt alene i Tokyo, 10 millioner japanere, der stirrede uforstående på mig. Jeg spurgte omkring 20 forskellige mennesker, der alle pegede i hver sin retning: det er nemlig uhøfligt ikke at svare, lige meget om man kender retningen eller ej.
Efter at have brugt en formue og halvanden time på at finde min ryokan igen var jeg mere end klar til at forlade Japan så hurtigt som muligt. Jeg havde nummeret til Cathay Pacific Airways fra Internettet og ringede til dem, skiftevis bad, tryglede og truede for at få et fly væk - næsten lige meget hvorhen. Ikke overraskende var alt booket, og jeg forstod hvorfor:
Hvem kunne klare at være i dette mærkværdige land, og i denne myretue af en by.
Efter en cigaret eller to og en dyb indånding beredte jeg mig på at finde det nærmeste lufthavnshotel og tilbringe min uge der.
Men klogeligt nok fandt jeg min servas-liste i rygsækken og ringede til værtskoordinatoren, en 29-årig kvindelig web-designer i Tokyo. Hendes engelsk var rustent, men vi aftalte at mødes dagen efter.

Den bedste vært

Yuko taler nogenlunde engelsk og var det mest venlige menneske, jeg nogensinde har mødt. Vi brugte lørdag på at cruise rundt, shoppe, se japanske templer, spise traditionel japansk mad, drikke kaffe og snakke. Om aftenen tog vi hjem til hendes skotøjsæske af en lejlighed, her er et værelse cirka 8 kvadratmeter, køkken og entre på 5 kvadratmeter og bad og toilet. Det gode er at hun altid er online, har ASDL-modem, et lille og godt badekar og god kaffe.
Om søndagen spiste vi traditionel japansk morgenmad på en økologisk restaurant i kvarteret, herefter hentede hendes kæreste os i sin lille Nissan og lavede den store sightseeing tur rundt i Tokyos gader. Da mørket faldt på og støvregnen faldt over byens neonlys, lignede det grangiveligt et sceneri fra en science fiction film.

Efter tre dage hos Yuko, tog jeg med toget sydpå til Osaka og Kyoto, hvor der var masser af templer og traditionelle bygninger. Min Servas-familie var Horizo Koido, en 72-årig læge og hans hustru, der er tolk. Da alt er på japansk, det vil sige skrifttegn, formåede jeg at tage det forkerte tog, men det lykkedes for min værtsfamilie at spore den rigtige undergrundsstation op. 

Venner for livet

Selvom mrs. Koido arbejder som tolk er hendes engelsk temmelig dårlig, og hendes stedsans endnu værre, betroede hun mig. Vi spiste en traditionel japansk middag med miso-suppe, rå kylling og en slags tofu-gryde med svampe og selvfølgelig ris. Og så en speciel blommevin, sød som bare satan, og sake til at skylle det hele ned med.

Tre dage senere forlod jeg Japan og havde fundet nye venner, som jeg stadig e-mailer med. Det kan kun anbefales at besøge Japan med Servas, da få indbyggere taler engelsk. Jeg opnåede et enestående indblik i en særdeles fremmed kultur, som man aldrig ville have haft mulighed for uden Servas.

Hvis nogle er interesserede i at høre mere om Japan, er I meget velkomne til at maile til mig på: janneaagaard@hotmail.com

Servas-bladet