Réunion – den bedst bevarede hemmelighed i det Indiske Ocean. Sådan står der fortrykt på mange postkort fra vulkanøen, der ligger 650 km øst for Madagaskar. Badeferie på det nærliggende Mauritius er populært, men de færreste lægger vejen omkring Réunion og snyder sig selv for en fantastisk oplevelse!

sender rød lava ned ad bjergsiderne flere gange om året. Varmt overtøj og travestøvler er altså obligatorisk, også fordi man uvægerligt får lyst til at udforske Cilaos, Salazie og Mafate, de tre spektakulære kraterdale, som den gamle, for længst udslukte vulkan Piton de Neige dannede i sin tid.

Der findes stort set intet dansksproget materiale om Réunion – derfor følger disse dagbogsoptegnelser, som måske kan være en hjælp for en fremtidig Réunion-rejsende.

Vi har byttet hus – og bil med familie på la Réunion – via www.servas.dk. Parkerer bil hos Yves og Valéries venner tæt ved Orly lufthavnen syd for Paris.

Ankomst kl. 6:15 lokal tid. Yves henter os i lufthavnen. Har været 10 ½ time i luften, 2 timers tidsforskel. 10-15 min i bil, og ca. 7:30 kommer vi hjem til Yves og Valérie og Camille (6) og Zacharie (5). Her står den på morgenmad for børnene inden de skal i skole kl. 8 og have den sidste dag inden ferien. Meget søde folk, dem tør vi godt låne vores hus i Viborg.

Huset her ligger i en forstad tæt på St. Denis by op ad bjergsiden mellem Moufia og Ste Clotilde (140.000 indbyggere). Skrå grund med lille have rundt om, dejligt hus med fliser overalt som altid sydpå. Alt liv synes at foregå på den overdækkede terrasse, fra morgenmad til sen aftensmad.

Kort tur til byen – parkerer i le Barrachois distriktet og ser på solnedgangen over havet og bjergene. Pudsigt at (gen-) opdage, at solen på den sydlige halvkugle står op i øst og så går nordover for at gå ned på sin vante plads i vest! Kim køber kort og lokal litteratur i Librairie L'Entrepot, rue Juliette Dodu. Går på la Dodo lé la og smager den lokale øl Bourbon med fuglen la Dodo på etiketten. Dodo-fuglen, der var lige så sød og naiv som navnet lader ane, var ganske tam og blev naturligvis hurtigt udryddet af de første mennesker som landede på la Réunion.

I det 14. århundrede opdager araberne øen som de kalder Dina Mograbin; i 1512 er det portugisere og i 1638 franskmænd som går i land på øen, som nu kaldes Mascarin, blot for at blive omdøbt til Bourbon elleve år efter. Réunion får sit endelige navn i 1848, hvor slaveriet ophæves.

Mens Valérie er i St. Paul – tager 30 minutter hvis man er heldig, 90 hvis man er uheldig, trafikken er kolossalt tæt – for at synge i 

klassisk kor. Med Yves og børn i den slidte, men funktionsdygtige Peugeot 306, som nok skal have choker for at varme op, men så pruster den også effektivt ned ad bjergenes serpentinersving i Moufia og op ad 8-procentsstigningen i la Montagne vest for St Denis til Golf du Colorado, hvor udsigten er forrygende ud over det Indiske Ocean, som ligger 900 meter neden for klinterne. Man kan se til St Denis og lufthavnen – som stadig kaldes Gilles af de lokale – hvilket også stadig står på alle vejskilte i byen, selv om der er flere år siden den blev døbt om til Roland Garros! I øvrigt får man ikke lov at glemme Roland Garros, Réunions flyveres fra første verdenskrig, som opfandt en metode til at skyde ligeud med maskingevær fra sin dobbeltdækker uden at plaffe sin egen propel af. Franskmændene fra la Métropole kender ham fra les Internationaux de France – tennisturneringen i Paris – og man ser hans navn overalt i St Denis. Camille vil heller ikke glemme ham. Hun gyngede på en kæde, der omgiver hans statue i le Barrochois og væltede bagover med hoved først ned i kanten af den stensætning som statuen står på. Vi blev noget chokerede og bar rundt på pigen resten af eftermiddagen, mens farmand tog det som alt andet – søvnigt og uinteresseret...

Vigtigt at referere til hovedlandet som la Métropole. Réunion er jo et departement d'outre-mer - et DOM – altså en oversøisk del af Frankrig, så vi er jo i Frankrig allerede! Kun en nylig ankommen dum turist glemmer det.

Kim kører familien Bouhin-Mesguez til Gilles (Roland Garros) lufthavnen meget tidligt. Rare folk, men dejligt at være her alene og selv bestemme farten. Der soves længe, hentes tre baguettes og Le Quotidien - ned ad bjerget til bagerforretningen, hvor der er et meget sparsomt udvalgt af brød og kager. Le Quotidien, af socialistisk observans, får kun egentlig konkurrence fra den borgerlige, kulørte Le journal de l’Île. Den tredje kommunistiske avis findes ikke mere, siger bagerjomfruen, men rent faktisk fås den i abonnement, dog har den kun få procent af læserne iflg. en gallupundersøgelse læser vi senere i Le Quotidien.

Tur vestpå langs kysten ad den eneste større vej - R1 - som går hele vejen rundt om øen langs kysten - ned til badestranden ved Boucan Canot (t’et udtales i Canot). Hvidt sand. Ellers er strandene oftest sorte. Mange surfere i de høje bølger, og en meget stærk understrøm som især Kim og Silje får at mærke. Men le maître nageur holder heldigvis godt øje med naive turister...

Høj sol og 26 grader, dejligt, men kan godt mærke vi skal passe på solen. Vandet: 25 grader!!

Trafikken ubegribelig tæt – alt koger sammen omkring St Paul. De 750.000 réunionnæere har hver en bil, synes det. Og da knap halvdelen er uden arbejde, er der god tid til at drøne rundt på øen. Faktisk er der 40.000 bilister dagligt som skal frem og tilbage mellem St Denis og St Paul.

Hjemad tager vi op i en kløft kendt som La Grande Chaloupe, hvor britiske tropper landede i 1810 for at gå over La Montagne og besejre franskmændene, som ventede et frontalangreb fra St Denis' kystside. I 1815 fik Frankrig dog øen tilbage efter Napoleons waterloo.

Vi går en tur op ad le chemin des Anglais og nyder udsigten mod kløften og ned over kreolerlandsbyens fattige blikhuse, les cases, som efter sigende just skulle være renoverede og nymalede. Det kunne vi nu ikke rigtigt se – de eneste egentlige tegn på civilisation er parabolen på bliktaget! Officielt lærer alle fransk i skolen, men den barfodede sorte tandløse kvinde, som ledte efter sine to geder i den tørre

flodseng, kan ikke – eller vil ikke – svare på andet end kreolsk, da Kim spørger hende, hvor de nymalede cases befinder sig. Og selv om kreolsk minder meget om fransk, så er det ikke meget en z’oreille får fat i.

Tur til Dos d'Âne i 1000 m højde på vestkysten. Stejl gåtur op ad bjergsti til en aldeles helt formidabel udsigt over Cirque de Mafate, et forrevet, gråt og grønt bjerglandskab, hvor bittesmå kreolerlandsbyer ligger langt nede på små plateauer inde i cirquen – bjergringen, eller kedeldalen, som er den officielle danske oversættelse af ordet cirque. "Breathtaking, majestic beauty", gisper vi anglofilt, da vi når op i 1300 meters højde.

Beboerne i de ufremkommelige landsbyer, som kun kan nås af fluemennesker og helikoptere, var først efterkommere af les kaffirs, de sorte slaver fra Østafrika og Madagaskar, som søgte tilflugt i bjergene for de franske colons, der drev reel klapjagt på dem, fordi de flygtede fra slavearbejdet på sukkerrørsfabrikkerne. Efter slaveriets ophævelse i 1848 blev kaffirerne afløst af les p'tits blancs des hauts. "De små hvide fra højderne" er den betegnelse der stadig bruges om nutidens mafater, da de nedstammer fra de

forarmede hvide, der arbejdede på sukkerrørsfabrikkerne indtil 1848, og som måtte flytte op i bjergene for at ernære sig ved primitive smålandbrug. En trist historie om en befolkningsgruppe der lever så isoleret at indgiftning truer deres eksistens.

Om aftenen besøg af naboens sympatiske son, den lattermilde Jérôme, som banker på med en machetekniv. Han viser os, hvordan man åbner en kokosnød han lige har kravlet 8 meter op i et palmetræ for at hente ned til os. Væsken er eau de coco – der er altså vand og ikke mælk inde i nødden, som mange fejlagtigt benævner indholdet. Smager stærkt og friskt af kokos. Jérome bliver halvanden time og fortæller om vin fra Cilaos og om den lokale rom, om le Tambon han kommer fra, og om hvorfor han ikke ville blive i la Métropole efter at have studeret til gymnastiklærer. Han skal dog tilbage til Paris for at læse IT senere. Han fortæller løs, bl.a. om unge fyre som køber bil for 5.000 € for at fylde den med HI-FI udstyr for 20.000, så man på et øde sted kan kappes med andre pousseurs de musique om at kunne spille højest..

Silje og Annemarie hjemmedag med læsning og afslapning. Kim og Mads på golfbanen Colorado, en ni-hullers bane i la Montagne. Som navnet angiver skal man køre bjergkørsel for at nå op på de bakkede fairways. En teknisk meget krævende bane. To par-5 huler og fire par-tre huller. I virkeligheden ligger banen i en kløft som falder meget stejlt ned mod havet. Hårdt at gå rundt, hvorfor mange også vælger en motoriseret vogn. Billigt på hverdage: 20 euro for voksne, 10 for juniorer og unge under uddannelse. Ligger i 800 metres højde og overalt er der en helt fantastisk udsigt over det Indiske Ocean. Der er ikke brug for det store skyts – faktisk spillede vi uden køller, hvilket viste sig at være en fordel - kom man ud i roughen, var man i store vanskeligheder. En hyggelig og uhøjtidelig klub. Banen er i en rimelig kvalitet – enkelte greens var dog i en

meget dårlig stand. Men ok – det er vintersæson, og vandforsyningen er et stort problem på vestkysten. Paradoksalt nok bruger man kun en tiendedel af den nedbør som falder på øen til drikkevand – i den sydøstlige del af øen falder der utrolige mængder vand hele året – ved vulkanen Piton de la Fournaise måler man nedbørsmængden i meter! I Le Quotidien var der i går en artikel om problemet. Man overvejer seriøst at lave en vandboring i vulkanens kraterområde, hvor der samles uhyre mængder vand.

Mads tilbringer aftenerne med at indlæse dagens høst af billeder fra det digitale kamera og sende dem hjem via nettet.

Fredag d. 11. juli

Lørdag 12. juli

St Denis udforskes. Stiller Peugeot 306'eren ved le Jardin d'Etat og kigger nærmere på den noget nedslidte park: strelizia, anthurium (flamingoblomst), åkander og alskens eksotiske, tropiske blomster, og mest imponerende kæmpetræer – baobab, palmer osv., indsamlet af det franske østindiske kompagni omkring 1770. Naturhistorisk museum i en flot bygning fra kolonitiden viser oversigt over fugle som er udryddet på øen. Bl.a. skelet af dronten, le dodo, stor fugl der ikke kunne flyve og som på mindre end et århundrede blev udryddet selv om kødet var harsk. Muligvis har dodo’en kun levet på Mauritius...

Vil købe is i parken, mais, non, c’est l’hiver, c’est pas la saison pour les glaces, siger issælgeren. Sandt nok, det er vinter og kun 25 grader – for koldt til is, så vi tager en kop kaffe i stedet. I stedet ser vi på et brudepar, som fotograferes sammen med gæster af alle kulører.

Faldefærdige kreolske cases på rue Juliette Dodu – dyrt at istandsætte og der har ikke været megen interesse for at bevare denne kulturarv – ned forbi Moskeen i den travle handelsgade rue Marechal Leclerc – fredelig og smuk gård, arkaderne bruges af forretninger. Sympatisk at moskeen integreres i bylivet. Islam blev introduceret af en bølge af immigranter fra det sydlige Indien i det 19. århundrede (sunnimuslimer) – flere (shiitter) er senere kommet til fra Mayotte og Commorerne (nord for Madagaskar).

Omkring Petit Marché til de to kinesiske pagoder. Der gøres klar til onsdag 23. juli, Guan Di festivalen, der ærer en brav soldat, som er blevet ophøjet til gud for krig; litteratur og handel. Kineserne udgør mindre

end 5 procent af de 750.000 på øen, og kom i en første bølge i 1860-70 og fik arbejde som landarbejdere. Flere kom til i 1910-20 og blev handelsfolk. De hårdtarbejdende kinesere har en del butikker og restauranter i området omkring Petit Marché.

Videre til Tamil-templet. Porten er låst, måske fordi det ligger i et noget suspekt kvarter med en black music forretning ved siden af, hvorfra infernalske toner drøner ud i æteren.

Friluftsbadet i le Barrachois ud til havet er lukket i to måneder – vinterrenovering - så vi spiser i stedet en crêpe i tivoliet og går hen til kanonerne der peger ud mod havet. Her udråbte Sarda Garrigua slaveriets ophævelse i 1848 og satte 62.000 slaver fri. Tidligere var her en havn, men en cyklon ødelagde den i 1874 og siden har man kun talt om at lave ny.

Her til Præfekturet – smuk bygning fra 1730 – oprindeligt guvernørens residens i kolonitiden. Præfekten udnævnes af den franske regering og er chef for politiet og brandvæsenet, hvilket bl.a. betyder, at han bestemmer hvornår vulkanen skal lukkes for adgang i tilfælde af udbrud.

Frokost på sjælden diskret McDo, videre op ad Avenue de la Victoire – "vores Champs-Elysées", som Yves meget ubeskedent kaldte den – forbi neoklassisk domkirke fra 1829-32. Længere oppe troner Le Monument aux Morts – som i kreolske folkemunde går under betegnelsen Zanz'an l'air (l'ange en l'air), da en engel svæver højt oppe på søjlen. Overfor englen ligger det gamle rådhus fra 1846-60 med en smuk, varm gul farve.

Alléen går over i Rue de Paris med mange smukke kolonihuse. L’Artotèque med moderne kunst og Léon Dierkx-museet gemmer vi til senere.

Annemarie og ungerne bliver hjemme. Annemarie gør rent og læser, mens Mads laver minigolfbane i stuen og Silje tegner tropefisk.

Kim tager imens på tur med religionskyndig sociolog (tlf. 0262 580 250) til en tamilsk marche sur le feu i St. Gilles-les-Hauts – en time sydpå. En lang dag. En times introduktion til hinduisme og den særlige fest for Pandialé, den tamilske prinsesse, hvis far ifølge legenden indbød til en konkurrence, hvor bejlerne kunne vinde prinsessen, hvis de kunne spænde kongens bue. Kun en ældre, viis mand var i stand til det, og kongen måtte modvilligt acceptere den nye svigersøn, som desværre for prinsessen havde afgivet kyskhedsløfte. Den nybagte (impotente?) ægtemand viste sig at være en skinsyg sjæl og mistænkte snart Pandialé for at muntre sig med yngre virile mænd, og følgelig måtte prinsessen udholde en kortere spadseretur på brændende kul for at vise sin renhed og uskyld. Prinsessen klarede naturligvis prøvelsen uden en vable under fodballerne – og siden hen har tamiler så ved vinter- og sommersolhverv gjort ligeså, altså gået tre ture af 6 meter hen over hvidglødende kul. Hvorfor?, kunne man spørge. Tja, ifølge sociologen først og fremmest for at ære den trofaste Pandialé, som blev ophøjet til gudinde for sin dåd, eller måske for at vise sindets renhed, eller måske for at sige gud tak for hjælp i en given situation, eller for at bede om hjælp. Før gåturen på glødende kul skal der fastes i 21 dage (helligt tal 2 + 1 = 3) og mediteres og bedes.

Den halve snes tilhørere går ned til templet ved to-tiden – processionen med præster, fastende, angrende med trommer og klokker foran en blomstersmykket vogn er gået rundt i byen fra middagstide for at velsigne de huse, hvor der er lagt blomsteroffergaver ud til gud. Vi venter ved kæmpebålet på en container, der tjener som tilskuerplads, og de næste tre en halv time ser vi på forberedelserne af gløderne. Bålet har været i gang siden morgenen, træet er af bestemte træsorter, som menigheden har sanket de foregående uger.

 Endelig er gløderne parate, der strøes blomster, placeres offergaver i form af frugter i hjørnerne af den 6 x 3 meter store grav, der nu er fyldt med hvidglødende trækul Processionen kommer nærmere, hører vi. Omkring 50 fastende skal gå en tur på ilden. Nogle bærer store, tunge blomsteropsatser. Sociologen siger, at det er en stor ære at få love til at bære de 10 kg-tunge opsatser! To cabris trækkes ind. Seks mænd holder i den ene af gederne, og præsten hælder velsignet vand på halsen af dyret. Den mand der har styret bålet hæver en kæmpe krumkniv og skærer hovedet af geden af i ét hug! Blodet sprøjter, hovedet og resten af kreaturet slæbes væk. Blodet trækker en rød linje op langs den blomsterindfattede glødende grav. Den næste ged går det ligeså.

Trommelyden intensiveres, præsten er den første som langsomt træder ud på ilden og sætter en blomsterkrans på midten. Et begejstringsbrøl fra de tamilske tilskuere møder ham, da han sætter den første fod ud – og så starter gåturen, roligt, sindigt, skridter han over gløderne – tre gange! Luften er tæt af varme fra gløderne, en ram lugt af røgelse – jeg føler en vis kvalme – dels over den brutale, overraskende slagtning, dels over varmen og lugten og over medfølelsen med de mange der går på ilden. Men ingen synes at føle smerte. Sociologen har forklaret at de er som i trance, på grund af fasten, dansen, trommerne – de føler ikke smerte – ingen syntes at blive brændt.

 Der er flere af de seje macho-fyre som går adskillige gange - også med børn på armen, og præsten må sige til dem at de skal stoppe. Klokken er 18.30, det er natsort, projektører har været tændt den sidste times tid. Nu går de kvinder, som ikke har gået tur på ilden solidarisk og ydmygt rundt og lægger sig ned for hver anden meter, mens de slår sig på ryggen med grønne kviste.

Så er det slut.

Der sættes mikrofon og højtaler frem til præsten, der på kreolsk slutter seancen med at takke og lovprise den tolerance, der gør at hans folk kan få lov til at udøve deres religion.

Jeg deler bil med en katolsk kreolsk kvinde og to franskmænd fra la Métropole. Alle er enige om, at det har været en stærk oplevelse.

Mandag den 14. juli

Stiller bilen ved Parc d'Etat og går ned til le Barachois, hvor vi får café og coca på La Dodo lé la. Det er kreolsk og betyder la dodo c’est là – "dodo øllen, der er dér". Bastille-dagen fejres med optræden med diverse lokale séga og maloya grupper, karaoke, tivoli, og snacks overalt – vi får gaufres au chocolat så det driver med chokolade fra vaflen og ned ad fingrene. Der er pakket med folk – mørke folk - man fornemmer stærkt at 90 procent er farvede på øen.

Kim henter sandwich og drikke og kl. 19, stærkt forsinket, starter et laser show fra militærfartøjet Albertros – grønt lys på havet, palmer og klipper. Og endelig et forrygende festfyrværkeri. Der spares ikke, når den franske republik vil understrege, at la Réunion er en del af Frankrig...

Tirsdag 15. juli

Til l'Hermitage og fin strand med lagune, hvor vi snorkler rundt blandt klovnefisk, Picassofisk, og andre farvestrålende tropefisk. Den ulækre sø-pølse – le concombre de mer – er uskadelig men mangfoldig. 

Ikke meget vand og man skal passe på ikke at træde på skarpe coraller. Mads og Kim får hurtigt smag for at snorkle – Silje er noget tilbageholdende. Annemarie læser.

Véronique kommer til middag lige i det øjeblik Jakob Piil slår Sacchi i spurten ! Véro er bibliotekar og kollega til Valérie. Hun kæmper med det engelske – som alle de lokale…

Tre-dagestur rundt om øen. Vi starter med at vende tilbage til l'Hermitage, hvor der spilles minigolf indtil højvande indfinder sig. Over middag lærer Silje at snorkle – stor personlig sejr. Vi ser endnu flere sjove, farverige fisk.

Til Stella Matutina – glimrende landbrugsmuseum, hvor vi hører om sukkerets historie og øens historie i øvrigt. Vi lugter til vanillen, som er en orkidé, og til diverse planter, der som fx vetiver-roden bruges til parfumefremstilling.

Videre til Yvon og Agnès, Servas-værter der bor i L'Etang-Salé-les-Hauts. Sympatiske folk men stort set uden engelskkundskaber… hårdt for Annemarie. De er selv ved at renovere hus, så deres børn på 5 og 9 er sendt til la Métrolpole hos bedsteforældrene i tre uger. "Umuligt at få en murer eller en tømrer herud. Ingen håndværkere gider lave lave reparationsarbejde, så vi må selv gøre det", siger Ivon, der mener problemet også er, at SMIC’en (mindstelønnen) er for lav og RMI’en (understøttelsen) for høj. Det kan stort set ikke betale sig at arbejde.

Agnès og Yvon er begge folkeskolelærere og har boet 10 år på øen. De har tidligere boet på la Guadeloupe. Yvon er fra Bretagne, Agnès fra Bourgogne – hendes far er vinbonde og har en mark i Gevrey Chambertin!

Vi spiser tennisboldstore, gule passionsfrugter fra naboens have – smager absolut himmelsk, endnu bedre end de små røde vi kender.

Får hjemmelavet rhum allongé (frugter af forskellig slags trækker i flere måneder i rom) og punch (ditto men stærkere) – en trestjernet apéro (aperitif) som man hurtigt bliver glad af...

Mads og Kim går 18 huller på den velrenommerede Golf Club de Bourbon ved l'Etang-Salé les Bains. Den 30-år gamle bane er ældste og bedste bane på la Réunion. Tilplantet med eukalyptus og filaos, palmer, bourgonvilla og 40 forskellige kaktusarter. 6276 meter fra hvid - par 72. 40 euros for Kim – 22 for unge under uddannelse. Hyggeligt klubhus Le Play-Off, hvor hvide og røde bourgonvilla dækker taget. Ved siden af 4 grustennisbaner og en lille svømmepøl En rar atmosfære i klubben, virker absolut ikke snobbet. Banen er ikke særlig kuperet, men har snævre, bulede fairwars med relativt små greens af middel kvalitet. Flot udsigt overalt til de smukke grønne bjerge.

Vi når lige at se de sorte strande i Etang-Salé-les-Bains, hvor Silje og Annemarie har tilbragt dagen. Kolossale bølger er fascinerende, men inviterer ikke til badning for 10-årige, som i stedet må dykke hovedet i lagunen. Familien overraskes pludselig - som adskillige andre - af enorm bølge. Konsekvenserne er meget våde især for Mads...

Vi inviterer Yvon og Agnès på uprætentiøs (læs: lidt lurvet) kreolsk restaurant i St Joseph. Glimrende "cari" (har intet med curry at gøre – men er et generisk navn for de fleste af de lokale retter: cari poulet, cari poissons etc.): Man tager fint hakkede løg og en blanding af ingefær, hvidløg, salt og chili stødt i morter. Det steges langsomt og der tilsættes tomat, "du curcuma" (gurkemeje) og grøn timian. Til cari'en serveres stegt and og en god pølse – og en rougail - løg, salt, chili, ingefær med tomater – samt ris. Mads og Silje får harmløs pasta. Incl. to flasker god fransk rødvin og cola i alt 600 kr – rørende billigt.

På hovedet i seng kl 21.30. Yvon og Agnès følger den normale lokale skik med at bruge de lyse timer: op med solen kl 6 og i seng få timer efter solnedgang.

Af sted til Cilaos kl 7.30. Fra Rivière St Louis er der halvanden times kørsel. Blot 30 km - men ca. 350 sving! Vejen er en teknisk bedrift fra 1932 – men man bliver lidt træt i armerne – og i hovedet til sidst. Vejen er ofte ensporet og har en del blinde hårnålesving, så man må dytte advarende. Jérôme har sagt, at mange tager turen dagligt. Mon Dieu! Igennem fattige kreolske îlets til den sidste tunnel, der fører ind i Cilaos cirquen. Majestætisk smukt beliggende bjerglandsby i 1200 meters højde med ren og karsk luft. Men selv om vi har foretaget flere stop for at nyde den fabelagtige udsigt mod Piton des Neiges, er vi noget rundtossede, da vi når frem. Overraskende velholdt by. Her dyrkes vin på nærliggende skråninger af bjergbonder, som sælger deres eget produkt fra vejene.

Vi afholder os klogeligt fra at købe den røde vin, som af flere stadig laves på Isabelle-druen, der desværre udvikler metanol. Yvon blev rundtosset efter ét glas, fortalte han. Træspritten gør hurtigt sin effekt. Siden ca. 1990 har man lavet en seriøs vin på kooperativ manér. Vi ser 8 minutter lang film om det fænomen i la Maison des Vins og køber en hvid vin molleux, som skulle være god som aperitif, en hvid lavet på chénin, der er god til fisk, og en rosé. Den røde var desværre udsolgt. Der produceres ikke meget. Faktisk er produktionen så lille, at man overhovedet ikke eksporterer vinen, hverken

til la Métropole eller til Danmark – altså udover de enkelte flasker som turister som os tager med.

Kigger på kirken og i butikker på broderi - en lokal specialitet. De lokale kunstnere udstiller malerier, vi ikke gider se, så vi kører til la Roche Merveilleuse i 1500 meters højde. Udsigten er virkelig vidunderlig fra klippen. Vi går en 40 minutters tur på den botaniske sti, der bringer os ind i en frodig regnskov. Er heldige med vejret: sol og ingen skyer stort set – dvs. der er uhindret udsigt til Piton des Neiges og dens 3069 meters høje tinde. Det erden gamle udslugte vulcan, der skabte øen i sin tid, men den har ikke været aktiv de seneste 12.000 år. Cilaos cirquen er egentligt et af dens gamle kratere.

Omkring Golfbanen for at få is og tisse på vej hjem. Yvon laver gratin de chouchoux - hedder chayotte i la Métropole og christophine på Antillerne. Grøntsagen skal helst skrælles under vand for at undgå at blive bitter. Yvon hakker også løg, laver hvid béchamelsovs, det hele blandes sammen, ost ovenpå og så gratineres en time i varm ovn. Kanon! Mens Yvon kokkererer søger Kim at gøre lidt rent i det ualmindeligt skidne køkken…

Lørdag 19. juli Yvon er på tennisbanen kl 7.00 - ikke for at spille mod Kim, der har ondt i armen efter armbøjninger, golf og køretur. Vi følger

Agnès til markedet i St. Pierre. Alletiders marked. "Et rent super marked", siger Mads! Køber sandaler til Silje, taskekurv og tromme til Annemarie, biler af Fanta- & Coca Cola-dåser til Kim og Mads – alt fra Madagascar. Priser på la Réunion kan ikke konkurrere med et fattigt tredjeverdensland som la Grande Île. Tidligere lavede man også masser af træ- og fletting på la Réunion, men i dag er mindstelønnen 80 gange højere end på "Den Store Ø"!

Farvel til Agnès og videre sydøstpå. Første stop ved Grande Anse – den store havbugt – Frankrigs sydligste strand, som der står i le Routard. Kokospalmer på græsplæne ned til den flotteste

hvide strand. Her er sten og kraftig understrøm - og badning er forbudt. Surt. Her er heller intet ydre rev, hvilket betyder at hajer kan komme tæt ind under land. Endnu en god grund til ikke at gå i vandet. Til gengæld er her masser af folk, der slår sig ned og holder picnic, dvs. stor madlavning på de til formålet opførte grillanordninger – lidt ligesom i Australien. Nogle står med store fiskestænger og fanger selv aftensmaden. Vi nøjes med sandwich au jambon og fritter fra snack’en.

Videre til gennem St Joseph til Cap méchant – det onde kap – som i sandhed lever op til sit navn. Et barsk, forrevet forbjerg stikker ud i havet, som kontinuerligt hamrer kæmpebølger ind mod den sorte basaltklippe. Igen er her masser af kreolere, der picnic’er ved le puits des Français.

Videre til Le Souffleur d'Arbonne, hvor der dog ikke er gang nok i l'Alizé – østenvinden –til at lave særligt store pust med efterfølgende gejsersprøjt i hullerne ved lavaklipperne.

Omkring Jardin des épices et des parfums, men vi har ikke tid til en rundvisning til vanille og krydderier og planter og nøjes med at køre derop gennem regnskoven.

Vejret har været smukt – der synes altid at være 25 grader varmt på den her ø – men nu drejer vi op nordpå langs østkysten, dvs. op langs den del af øen som kaldes le coté sous le vent – vindsiden – og skyerne kommer ind fra øst og skjuler toppen af Piton de la Fournaise, den aktive vulkan på 2632 meter.

Vi standser ved Pointe de la Table – der er en 10 minutters gåtur ned til det 30 hektar lava basaltplateau, som vulkanen lagde til øen under et 6-dages langt udbrud i 1986. Det begynder at regne og vi skynder os tilbage til bilen.

De næste kilometer kører vi ind i et område, der blev ramt af floder af lava efter udbrud den 14. januar 2002 (jf. lånt foto t.h.) – og senere i november-december 2002 – altså for blot 8 måneder siden. Her er der på hele bjergsiden flere lavafloder, der har brændt alt af og efterladt en motorvej af størknet lava. Fabelagtigt syn. Folk holder ind til siden og tager billeder og kravler med besvær op ad lavaen.

Vejen er kun tosporet på østsiden, men til gengæld er der ikke megen trafik.

Vi holder pause ved La Vierge au Parasol – en statue af Jomfru Maria udstyret med parasol. Praktisk nok, for enten regner det her – 8 meter årligt – eller også er her en brændende sol, der kræver høj og dyr solfaktorcreme. Jomfruen med parasollen blev voldsomt populær, da hun omkring 1900 undgik lavaen efter et større udbrud fra Piton de la Fournaise. Selv om kræfterne slap op og lavaen vandt i 1961, så statuen blev offer for Piton de la Fournaise og en ny måtte fremstilles, er der hvert år fortsat pilgrimsfærd og -fest for hende den 15. august!

Regnen er holdt op, men vi fortsætter til L'Anse des Cascades, hvor vi spiser is og ser på de mange små vandfald, der strømmer ned af den grønne bjergside. Regnen begynder igen og vi kører op til hovedvejen, mens vi betragter les cascades ud over en lund af palmetræer.

Til Piton Ste Rose, hvor et vulkanudbrud ødelagde byen i april 1977. Mirakuløst undgik kirken lavastrømmen, hvorefter den blev omdøbt til Notre Dame des Laves. Der ligger ca. halvanden meter lava én meter fra kirken. Vi er enige om, at det er sådanne hændelser der får folk i kirke…

Maven knurrer og vi drøner til St Benoit for at fouragere – grillkylling og brød. Via Ste Suzanne og St. André hjem til St. Denis, hvor der laves hurtig spaghetti til fjerkræet. 

CSC vinder igen etape – Carlos Sastre smiler med sutten J .

Slappedag. Kim kører – som hver morgen - ned til bageren efter brød og le Quotidien. Vi læser om Bjørn, der fører British Open. Mads læser de mange nye fotos ind og sender dem til Peter the Man. Kim skriver dagbog. Annemarie stryger og læser. Og så er det tid til dagens Tour de France etape. Ulrich truer Armstrong… Der zappes lidt mellem Télé Réunion, TEMPO RFO og Antenne Réunion. Det er i virkeligheden de franske statskanaler krydret med lokal TV, hvilket fx betyder, at der af og til vises indiske spillefilm, vist nok med kreolsk tale.

Naboen Brigitte kommer ind med en gigantisk lokal grapefrugt – der dog viser sig at være næsten uspiselig – og inviterer til apéro i morgen aften. Senere dukker hun op med broderen Dominique, naboen til den anden side - ham med høns og hanen – denne gang med en kamæleon vi skal se. Den er flot og farvestrålende – det er naturligvis en han – hunnen er mørkebrun og undseelig. Den kan bide, men er uskadelig. Vi ønsker dog ikke at lege med den. Lokalt kaldes den en endormi, og den bevæger sig da også så man skulle tro den var faldet i søvn. En chaméléon er et af de store, mørkegrå firben, som vi af og til ser smutte over vejen. Sønnen sætter endormi’en tilbage hvor han fandt den, og Brigitte fortæller, at de ikke er ligeså hensynsfulde overfor les magouillats, som de slår ihjel.

Magouilla’erne er bittesmå gekkoer, der ser så søde ud, når de fiser hen over loftet i stuen. "Men de afsætter sort sekret som misfarver vores terrasseloft – og de går tit på besøg i min mikrobølgeovn", forsvarer Brigitte sig. Vi kigger på vores eget terasseloft. Der er mange sorte slimstreger...

Mandag 21. juli

Til Gilles – Roland Garros lufthavn for at ændre billetter – Annemaire vil gerne hjem et

par dage før – også på grund af hjemrejse-trafikken. Men en ændring koster 80 euros pr. person, så det dropper vi.

Vi bruger megen telefontid på at sende fotos hjem, så vi vil koste et glas til højre sidespejl på Peugeot’en – det tabte Yves før vi kom og Valérie har savnet det. Til Garage de Savoie – Yves’ mekaniker – hvor man siger, at vi må vente et par dage på et nyt glas.

Til St Paul – underligt nok ingen trafikkaos i dag – det er fordi ferien er begyndt. får vi senere at vide - byen er kendt for fredag-lørdagsmarkedet, men på en almindelig hverdag er her noget trist. Slidt bymidte og de 3 km strande bruges kun af fiskere, hvis små både ligger på det sorte sand. Desværre er der ingen pittoreske, blå net til tørre, som vi har set det i Michelin guiden.

Lige uden for byen ligger La grotte des premiers Français. De første franskmænd var 12 soldater, der gjorde mytteri mod det Franske Østindiske Kompagni i Fort Dauphin på Madagaskar i 1646. I stedet for at hænge dem - som reglerne ellers foreskrev – satte man dem i land på la Réunion, hvilket blev starten på en egentlig befolkning af øen. I starten var bugten her et yndet mål for pirater o.a. søfolk, men efterhånden blev øen koloniseret og blev til den franske koloni Bourbon. St Paul blev på grund af den naturlige havn den første by og var hovedstad til 1738. Grotten er p.t. lukket, da der på det seneste er faldet mange sten ned fra den 200 meter høje klippeside. Vi kan dog ane den fra hvor vi står og kan godt fornemme. at det ikke har været særlig morsomt at lege Robinson Crusoe her i sin tid. Ser også den hvide, smukke paille-en-queue, tropikfuglen – symbolet på det Indiske Ocean – sejle gennem luften.

Vi går over på Le cimetière marin, hvor flere berømte og berygtede personager ligger begravet. Den store franske poet Leconte de Lisle (1818-1894), født i St Paul i nr. 8 rue de St Paul, ligger begravet for enden af palmealléen ud mod havet. De Lisle tog kraftigt afstand fra de familier der lod de sorte fra Madagaskar og Østafrika trælle for sig og

forlod øen for at blive redaktør i Paris på avisen La Démocratie Pacifique. Da monarkiet faldt efter 1848-revolutionen krævede han slaveriets ophævelse. I december samme år blev 62.000 slaver sat på fri fod, men de Lisle blev Paris for at skrive digte. Poèmes antiques udkom i 1852 og markerede en ny udtryksform, som inspirerede andre digtere. De Lisle bliver pennefører for bevægelsen, der skulle komme til at gå under navnet "école parnassienne". Successen konfirmeres med samlingen Poèmes barbares og de Lisle ender med at blive optaget på Det franske Akademi, hvor han overtager Victor Hugos plads i 1886. De Lisle bliver forbilledet for en hel generation af digtere, bl.a. Verlaine, Dierx og Mallarmé.

I den nordlige ende af den lille og noget forsømte kirkegård finder vi sørøveren Olivier Levasseurs gravsted. Levasseur, som er bedre kendt under navnet La Buse, musvågen – hærgede det Indiske Ocean i 1700-tallet, indtil han blev fanget og hængt foran rådhuset i St Paul i 1730. Legenden siger, at La Buse inden han gik op på skafottet smed et kort ud til folkemængden med ordene: "Den der kan tyde mit kort, vil arve min skat!" La Buse, der succesrigt bordede bl.a. "Virgin of the Cape" i 1721 - som var tungt lastet med diamanter, guld og værdifulde vaser fra Vestindien – har været god til at lave ulæselige kort eller også var han blot en stor løgnhals, for den dag i dag han ingen – endnu – fundet hans skat, selv om der er blevet søgt flittigt fra Seycellerne til Rodriguez. Så man forstår bedre, at der stadig kommer folk her på kirkegården ved nattetide og efterlader cigaretter, rom eller en ex-voto (votivgave – votiv: det som er tiltænkt guderne) til den døde pirat, som den lokale graver fortæller os.

Vi kører til St Gilles les Bains, får ringe kanin og ris, ringe skinkebaguette, og ringe fritter på snacken Kid Créole. Derimod er stranden glimrende. Vi bader i læsiden ved havnen og soler os, mens vi ser på surferne og på badegæster af alle kulører.

Vi er inviteret over til naboen, Raymond & Brigitte . De viser sig at være helt utroligt flinke folk. De har datteren Christine på besøg – taler fint engelsk efter fire måneder i USA. Hun talte dog mest med franskmænd over there, da hun var så uheldig at Bush invaderede Irak under hendes ophold, og da Chirac ikke gjorde som Fogh, oplevede hun, at amerikanerne ikke ville tale med hende!

Raymond – der er fra Hell-Bourg i Salazie-bjergene – havde en yderst fattig barndom. Begge forældre var des petits blancs des hauts – arbejdsløse og helt uden midler. Alligevel lykkedes det ham som voksen at få en uddannelse på aftenskole og er nu bankmand med stor villa, to biler, heraf er den ene en stor Mercedes. Han indrømmer, at det er vigtigt for ham at købe sig til beviser på sin rigdom, og vi forstår bedre det store hus med panoramavinduet med udsigt til havet og bjergene og det overdimensionerede TV og de enorme lædermøbler vi sidder begravet i.

Vi taler politik – om de 30 procent der stemmer på PCR – det kommunistiske parti, der ikke har nogen forbindelse med det franske PCF (kommunistpartiet). Om Camille Sudre der var formand for PCR i 80'erne og 90'erne, hvor han skabte piratradioen Radio FreeDOM (DOM = département d'outre-mer = oversøisk amt), der genoplivede den kreolske musik maloya, som var slavernes musik og som hyldede slaveriets ophævelse. Sudre var også bag piratstationen Télé Freedom, hvis erotiske film og programmer på kreolsk gav mange stemmer. I 1991 blev piraten Sudre og hans programmer stoppet, da den franske regering mente det forværrede den økonomiske depression. Resultatet blev optøjerne i le Chaudron i St Denis – få kilometer fra hvor vi bor: ildspåsættelser, indbrud og 8 døde! Ordensmagten bragte ro i bydelen efter 6 dage, men uroen ulmer stadig under overfladen. Problemet - som Raymond ser det – er, at der ud over de 36 procent arbejdsløshed (var 42 % for få år siden) og trafikproblemerne og alkoholproblemerne, for ofte er nogle z'oreilles – hvide fra la Métropole – som får de bedste jobs på la Réunion. Raymond nævner – som Yvon tidligere – at der derudover ikke er nogen der gider arbejde, fordi understøttelsen næsten er lige så høj som mindstelønnen.

Og øen kan ikke eksportere andet end sukkerrør og krydderier. Produkter fra Madagaskar – der er et af verdens fattigste lande – gør det umuligt for réunionæerne at sælge deres egne træ- og lædervarer. Selv kød- og mælkeprodukter fra de få gårde og mejerier er ligeså dyre som de importerede produkter fra EU.

Brigitte er fra Madagaskar, hendes forældre er fra Bretagne. Hun smiler og taler uopladeligt og stolt om øen, naturen og kulturen. Vi får samossa’er med ost uden piment (chili) til Mads og Silje, med oksekød, kylling og krabbekød til de voksne (alle behageligt doseret med chili). Og vi får kødboller, vi alle godt kan lide, og vi får kinesiske grillede baconstykker, der har trukket i en sursød dressing af hvidløg, honning og anisettelikør – pastiche kan bruges i mangel af bedre, siger Raymond.

Dertil juice til ungerne og et udvalg af rhum (49°), rhum arrangé (trukket på frugt – 40°) og punch (30°). 

Den lokale rom la Charrette med billedet af sukkerrør på kærre trukket af okse - sjældent syn nu til dags. men vi så faktisk én forleden - er lavet på sukkerrørene efter saften er presset ud af dem og den har en anelse metanol i sig, så den skal man helst undgå at drikke for meget af. De øvrige er af høj kvalitet. Selv Annemarie kan godt lide bananpunchen og rommen der har trukket på vanilje.

"I skal have nogle blade med fra orkidéen Femme", siger Brigitte. "Så kan I selv lave den allerbedste rhum arrangé." Femme er en vild orkidé som for nylig er blevet fredet, men man kan stadig købe dens blade under disken på markedet i St Paul.

Kim smager på 9-10 varianter af punch og rhum og huske ikke alle lige godt…

Raymond og Brigitte vil forære os fire forskellige flasker rom - punch og arrangé: "Nej, for Guds skyld, køb ikke i supermarkedet, vi har købt 5-års kvalitetsrom ind til jer, og vi er ved at lave den til punch og rhum arrangé!"

Raymond skal ud at ryge og vi følger efter for at se deres 22-år gamle skildpadde og deres bassin, hvor des crapauds – små skrubtudser – laver en uhyrlig larm. Der er faldet nogen regn i St Denis her til aften og den megen vand i bassinet har lokket en kæmpeflok i vandet.

Der er heldigvis ikke langt hjem – 10 meter…

Raymond og Brigitte kigger over ved 10-tiden med nogle roses de bois, træroser, en slyngplante, de forgæves forsøger at udrydde, selv om den giver smukke gule blomster, der når de visner, tørrer ind og bliver de flotteste træroser.

Vi går over og ser på deres 5-kg tunge skildpadde. Brigitte fortæller, at man, da hun var barn på Madagaskar, nogle gange måtte stoppe op for at lade flokke at store skildpadder passere vejen. "Nogle gang kørte vi over store boaslanger, så bilen skred ud", siger hun med et stort grin.

Vi ser nærmere på havens planter: røde, sjældne små bananer, en kaffeplante med røde frugter. De dyrkes lidt ved Entre Deux. Specielt le café pointu eksporteres – til Japan. Det er en endemisk kaffe, dvs. som stammer fra øen. Vi ser cocotiers, kokospalmer; nødderne er små og gule her i haven. Den Jérome kom med var fra svigermoderens 5-meter høje træ på den anden side af vejen. Bladene fra den grønne maniokplante bruges i retter med svinekød, men rødderne kan rives og mælken herfra bliver til det pulver, vi har set på markedet. Henne ved bassinet er der masser af orkidéer og en skyggende træbregne – fougère arborescente.

Hos Brigittes bror, Dominique – naboen med høns og hane - vokser der et letchitræ, der giver 300 kg røde frugter om året. De bruges bl.a. i punchen, som var vores favorit hos Yvon og Agnès. Dominique har også papaya-træ med store, grønne frugter i toppen, de smager lidt som melon, siger Raymond. Lige bagved er der et stort avocadotræ – uden frugter, sæsonen er ovre. Og i vores egen indkørsel viser det sig, at den store, grønne busk er et mangotræ!

Onsdag 23. juli

På tur sydøst over – skal overnatte hos Servasfamilie og bl.a. på vulkaner…

Gennem Ste Suzanne til sukkerfabrik, hvor der både raffineres sukker og destilleres rom – det flydende produkt hedder Savannah. Høsten af sukkerroer er i fuld gang; trafikken går langsomt pga. små og store lastbiler med kæmpe læs af sukkerrør, øens største indtægtskilde.

Videre langs Camp Bornes ugæstfri nordøstkyst, hvor store bølger slår ind over de stenfyldte strande. Der bor mange tamiler i området – vi ser flere af de farvestrålende templer, bl.a. le Colosse. Vi stopper i St André for at se nærmere på det privatejede Maison de la Vanille. Guiden fortæller begejstret om vaniljeproduktionen på et sjældent formfuldendt engelsk. Vi hører om, hvordan den 12-årige slave Edmond Albuis i 1841 fandt på at befrugte vaniljeorkidéen

kunstigt ved at bruge en nål til bringe vaniljens kønsorganer i frugtbar kontakt med hinanden. Tidligere havde man forgæves søgt at få bier fra Mexico til at gøre arbejdet, men de kunne ikke overleve på la Réunion. Vaniljeorkidéen blomstrer kun en formiddag, så der er travlt når det sker. En menneskelig bi kan klare at bestøve 1200 orkidéer fra tidlig morgen til omkring frokosttid, hvor blomsten visner! På vaniljemarkerne har hver orkidé sin egen lille palme at kravle op ad – det gør det lettere at bestøve og høste. De grønne frugter plukkes i april, bønderne bringer dem til la Maison de Vanille, hvor de skoldes i 65 grader varmt vand. Huset her forarbejder 25 procent af øens vaniljeproduktion – Réunion har kun én procent af verdensproduktionen, til gengæld skulle kvaliteten være den bedste. Vi er heldige med at vejret har været regnfuldt, høsten er forsinket og vi kan se, hvordan de nu brune frugter ligger til tørre udendørs. Senere lufttørres de i den lille produktionshal, hvor de senere sorteres og bundtes. Guiden – der også optræder på den lille film vi ser senere – fortæller stolt at Réunions vanilje er verdens bedste – og dyreste. En stængel koster på stedet 6-9 kroner, afhængig af størrelsen.

Vi køber både stængler og vaniljeolie og smager på den søde vanillelikør – en udmærket drik til 60 kr. flasken. I øvrigt bruger amerikanerne størstedelen af verdens vanilje – i chokolade, i is og – i coca-cola, ikke kun i den nye vaniljecoke, men også i den klassiske udgave.

I St Benoit drejer vi fra den 4-sporede vej N2 og kører op i bjergene til Plaine des Palmistes. Landskabet skifter igen. Meget grønt med masser af træbregner - men meget få palmistes, et lille palmetræ, hvis marv er meget delikat og spises fintsnittet som salat eller kogt i cari-retter. Problemet er at man må hugge toppen af træt for at få fat i "salaten" – resultatet er naturligvis, at der stort set ikke er flere palmistes tilbage på La Plaine des Palmistes…

Vi standser næste gang, da Mads og Silje ser et vandfald i det fjerne. Vi går en længere tur gennem tæt underskov hen mod det der viser sig at være La cascade Bibéron.

De små landsbyer har praktiske navne: Le premier village, le deuxième village osv. Ved den første kigger vi inden for i Villa des Tourelles, et fornemt plantagehus med to tårne fra 1927, som nu fungerer som turistkontor.

Videre sydover og op i bjergene – serpentinersving op til næste niveau – la Plaine des Cafres. Sorte slaver – des cafres (fra arabisk kafir vantro) - flygtede herop og dannede et lille samfund indtil slaveriet blev ophævet i 1848. Nu er det med les cafres som med les palmistes – der er ikke flere tilbage. De sorte tog ned fra bjergene efter 1848 og i stedet var det de forarmede hvide – som følgelig fik tilnavnet les petits blancs des hauts – der tog herop.

Der er køligt her i højderne, skyerne hænger lavt, det minder lidt om Danmark med de sort-brogede køer på markerne, hvis det altså ikke lige var for bjergene og helgenstatuerne langs vejen. Vi kigger på de mange blomsterbuketter og ex-voto'er, som er blevet en statue af St Expédit til del. Han har ry for hurtigt at opfylde hævngerrige troendes ønsker, så det er ikke underligt, at han er en af øens mest populære skytshelgener – på trods af at han ikke er officielt anerkendt af paven! "Klogt nok", som Raymond siger senere, "Rom kan da ikke kanonisere en person som Expédit, der kan bruges til at gøre folk ondt. Det er jo som sort voodoo!"

Det regner ganske let og vi søger ly på la Maison du volcan, et fint museum i Bourg-Murat. Vi ser film og plancher og alskens videnskabelige modeller om de farlige, såkaldte grå vulkaner der eksploderer, som fx Mount St Helens i staten Washington - som Kim oplevede eftervéerne af i 1983 - og om de spektakulære røde vulkaner som Piton de la Fournaise, der ligger få kilometer herfra, og som er en af klodens mest aktive. Den sender ild og lava op ca. hvert halve år – sidst for 6 uger siden. Så lukker præfekten for adgang for turister og indfødte – men showet kan opleves på få kilometers afstand - og hver gang det sker,

valfarter det halve af øen herop for at studere fænomenet live.

Vi kører hen til vores Servasværter for de næste to dage, Gladys og Philippe. De bor nogle kilometer fra La Plaine des Cafres, i et ualmindeligt rodet kreolerhus sammen med deres to år gamle datter Samya. Vi er virkeligt ude på landet – med græssende køer gående helt op til de elendige huse. Vores familie fik i sidste måned besøg af en ko der stak horn og hoved ind gennem deres 8 millimeter tykke, røgfarvede stuevinduesrude. Sådan en rude er ikke let at få fat på, og den smadrede rude stadig sidder i... Vi har svært ved at forstå, at Gladys og Philippe kan få 1 million kroner for casen!

Nætterne er kolde her, og familien har hængt et tæppe op foran vinduet, så det ikke trækker så meget ind. Der er lagner for de øvrige vinduer af samme grund. Husene er ikke isolerede, kaminen buldrer derfor i vintermånederne fra juni til august og man sover med 2-3 tæpper om natten.

39-årige Philippe er en z'oreille – hvid franskmand fra la métropole – en rastløs sjæl, der voksede op i Afrika, faderen arbejdede indenfor bankverdenen. Han faldt aldrig til i Frankrig, dengang de slog sig ned i Lyon, da Philippe var 13, og så snart han var færdig med ingeniørstudierne tog han udenlands. Foretrækker varmen på de franske DOM-TOM'er – har boet på Martinique og la Réunion de seneste 15 år i alt. Han og Gladys har et lille ingeniørfirma – vand- og vejforbindelser – med to medarbejdere. Til vores store forbløffelse viser det sig, at kontoret er placeret ovenpå – ved siden af børneværelset.

Gladys er kreoler – tipoldemoderen kom fra Indien for at arbejde i sukkerbranchen, hvor der var mangel på arbejdskraft, da slaveriet blev ophævet. Gladys' forældre har aldrig haft egentligt arbejde og de fik først rindende vand og el, da Gladys var 14. "Men jeg har gode barndomsminder", siger hun. "Vi sultede aldrig – vi havde høns og et par køer. Om søndagen lavede vi altid picnic – en 7-8 km herfra. Min mor og tante forberedte maden om formiddagen.

Min far og onkler tog af sted ved syvtiden om morgenen for at tænde ild og gøre klar, og vi børn gik 5-6 km til skoven og samlede guavafrugter. Så ved 12-tiden var alt klart til familiefrokosten."

Der er køligt, klamt og fugtigt i huset, der får Pippi Langstrømpes hjem til at ligne en strømlignet funkisvilla – men familien er ovenud søde og rare. Samya er genert det første kvarter, men så er hun ellers som en aktiv, spruttende vulkan – og henrykt for selskab.

Vi får stærk rhum arrangé og punch – og samossa’er som naboen har lavet. Stemningen er meget hyggelig. Der grines og snakkes – Philippe har et ganske godt engelsk. Mads får grineflip, da Kim siger, at der er én ting han har fortrudt i dag: "Åh hvad, sku’ ikke have taget Samya op – hendes ble er seriøst lækket …"

Op med familien kl. 6.30 efter en meget kold nat. Hundefrøs trods tre dyner. Gladys' mor, der bor lige ved siden af, hjælper os med at skrabe bilruderne rene for frost. "Nej, vi har ingen isskraber – men gamle aviser er ligeså godt." Der har været 0,8 minusgrader - ikke usædvanligt, men nok til at det omtales i en artikel i Le Quotidien dagen efter. Gladys kører Samya i vuggestue i le Tampon – halv times bjergkørsel sydpå. Philippe har møde i

St. Denis – han tager familiens anden bil. "Håber vi kan trække os tilbage og leve af pengene om 5-6 år. Firmaet kører godt, men man er jo slave af det, selv om vi lukker 3-4 gange om året for at tage på ferie." Familien har de seneste 12 måneder været på Guadaloupe hos venner, i Paris hos Philippes forældre, og i Burma hos Philippes bror. Og til efteråret drager de på skiferie i Alperne. Pengene bruger familien altså ikke på boligen – hvor der ellers er nok at tage fat på efter danske forhold: el-installationerne ser livsfarlige ud – og i det hele taget er det det forhåndenværende søms princip, der er taget i brug overalt. Silje synes huset er "gigahyggeligt" – hun vil gerne blive her en uge og lege med Samya. Og Mads nikker: "Åh hvad, folk er bare utroligt flinke overalt – det er helt vildt".

Peugeot'en er endelig isfri og vi tager af sted – med vore varmeste klude på, inklusiv store jakker vi har lånt af naboen i St Denis. Vi er enormt heldige – det er det herligste solskin. Ad snoede veje mod vulkanen. Første stop ser vi ud over det gamle 120 meter dybe, udslukte Commerson krater og ud over Rivière des Rempart, et bjergmassiv der skiller os fra den gamle, udslukte vulkantinde Piton des Neiges og Cilaos-cirquen, der dukker op af skyerne i det fjerne.

Højere op og tværs gennem La Plaine des Sables – et forrevet plateau med fint sort sand og ingen vegetation. Forbi Gîte de Bellecombe for at tisse – det eneste sted man kan overnatte heroppe – og op til Pas de Bellecombe.

Udsigten er ubeskrivelig – man ser 150 meter ned til det lille krater Formica Léo -der hedder således, da det skulle ligne en gigantisk løvemyretue - og videre ud over et goldt månelandskab med endnu et krater Chapelle du Rosemont og op til Piton de la Fournaise – vulkanen. Fournaise betyder meget passende smelteovn. Navnene på la Réunion betegner ofte meget præcist det de er: la Montagne, le Port, Grande-Anse, osv. ligesom landsbyerne på Plaine des Cafres hedder 16., 19., 23., osv. alt efter hvor mange kilometer de er fra le Tampon.

Vi har læst på lektien – som også står på diverse skilte i den lille café ved Bellecombe. Vi har derfor masser af vand og mad med, og børnene har fløjter om halsen, for det tilfælde at tågen pludseligt skulle komme rullende. Man må aldrig forlade stien til vulkanen, der er afmærket med hvide striber for hver fjerde, femte meter. For nylig døde to voksne turister her. De fór vild i tågen og blev fundet efter tre dages eftersøgning, døde af tørst og kulde.

Vi går nedad mod plateauet. Jeg hører en fransk pige har talt trinene. De 778 trappetrin er hårde for knæene. Henover lavasletten, langsomt stiger det hen mod vulkanen. Silje og Annemarie følger med den første times tid, Mads og Kim tager turen helt til toppen og kigger ned i Bory-krateret. Det er forbudt at kravle ned i krateret, selv om det er mange år siden det sidst var i udbrud.

Vi kan se over til Dolmieu-krateret – det aktive krater, hvor der stiger røg op – men ikke ned i det. Vi er glade for vi smurt solcrème på – det er nok koldt - 5 grader, men solen er skarp.

Frokost på toppen i 2630 meters højde. Så nedad til godt 2000 meters højde, tilbage over sletten og så opad siden på L'enclos til Silje og Annemarie, der venter på Bellecombe.

Klokken er 14.30 – vi forlader vulkanen. På Plaine des Sables ser vi nogle af øens 4000 franske styrker. Med fuld oppakning – ikke just nogen søndagstur.

Vi kører videre ned til højlandsskoven Bébour-Bellouve. I de høje slanke japanske fyrretræer - cryptomerias - er der i trækronerne, mellem 3 og 8 meter oppe - lavet en jungletur for børn i alle aldre. Desværre – eller heldigvis - er der booket fuldt op en uge frem. Hjem til Servas familien. Vi får god kreolsk mad. Ser på artefakter fra familiens mange rejser - Madagaskar er det foretrukne rejsested. Det er ikke langt væk, der er fantastisk smukt og prisniveauet er 80 gange lavere end her… Philippe fortæller desuden om sine masochistiske tilbøjeligheder: langdistanceløb, 100 km løb o. lign. Her flere gange gennemført Réunion-fra-nord-til-syd-løbet – 34 timer over tre dage og fem bjergtinder… "Men nu kan jeg ikke længere afse tid til træningen", klager han.

Vi bliver inviteret til at blive endnu en dag. "Vi er godt nok ikke hjemme, men I kan bare blive her, så kan vi sammen tage til Croc-parken med ungerne i morgen." Vi er glade for tilbuddet, men afslår høfligst og kører til Bébourg-Bélouve skoven igen – denne gang helt op til herberget på toppen, hvor vi ser 1000 meter ned i Salazie – en af Réunions tre cirquer - hvor Hell-Bourg er den største af de kreolske îlet'er (flade bjergplateauer, hvor der kan være ingen eller flere huse).

En kort tur ind i den forunderlige, uberørte skov. Fire-femtedele af Réunion var oprindeligt dækket af skov, nu er der to-tredjedele tilbage. Kommercielt udnyttes et lille hjørne af skoven her – det meste er en såkaldt endemisk, oprindelig skov. Vi går en kort tur ad en af de utallige vandrestier og ser den lille fugl tec-tec flyve omkring blandt hvide kallaer, lyserøde azaleaer, dybrøde fuchsiaer, alskens træer – forrådne og friske træer og buske – ikke som i en dansk skov, hvor der passer og plejes, og hvor man aldrig ser død og forrådnelse.

Omkring hulvej med udsigt ned til Takamaka dæmning og vandfald. Annemarie og Kim sov skidt i nat, så vi kører direkte hjem til St. Denis for at hvile ud.

Uheldigvis har genboen valgt at hold mega-party – grungemusik hamrer ubønhørligt løs, så selv skodder for vinduer og Mozart og Debussy på hi-fi'en ikke kan holde kakofonien ude. Klokken halvfire bliver der endelig ro. En lise for sjælen, som selv de tidsforstyrrede galende haner ikke kan ødelægge.

Slappedag. Der vaskes og stryges, spilles kort, tegnes, høres séga musik og de medbragte Cd’er. Vi ser Jan Ullrichs tour skride i svinget, checker at Thomas Bjørn stadig fører i British Open – og der skrives dagbog…

Bader i St Gilles-les-Bains – herligt vejr som sædvanligt på østkysten. Besøger L'Aquarium de la Réunion – fint at kunne fotografere de fisk vi ser, når vi snorkler i lagunen i l'Hermitage – som vi gør om eftermiddagen.

De 3 km fra l'Hermitage til Boucan Canot tager 50 min. – det er ferie og søndag – og alle er ved stranden, suk…

Tidligt afsted til Hell-Bourg i cirquen Salazie. Annemarie har dårlig mave – første helbredsproblemer vi har haft, 7, 9, 13… - så vi udskyder afgangen et par timer. Vejret er fint – solskin og ingen skyer. Betryggende efter at have læst i Michelin guiden, at man har registreret en cyklon, der på 12 timer gav en nedbørsmængde på 1 170 mm - 1 meter og 17 centimeter! Gældende verdensrekord.

I øvrigt er der mange solskinstimer i Salazie, så vi forstår bedre at dette er den grønneste kedeldal på øen – og den med flest vandfald.

Kører mod vest og drejer fra i St. André, gennem sukkerrørsplantager, hvor høsten er i fuld gang. Mange små vandfald stråler ned fra de høje, grønne bjergsider. Bilen får et tiltrængt brusebad under et lillebitte vandfald med det herlige navn Pisse en l'air – "Tis i luften" – som drypper ned på biler og kørebane!

Vi kører ind i den lille by Salazie, der har givet navn til cirquen, hvor Annemarie tænder lys i kirken og Kim tager foto af rådhuset med bjergene i baggrunden.

Stopper ved La voile de la mariée. En række tynde vandfald falder flere hundrede meter ned ad Salazies bjergvægge og danner "brudens slør" – som på denne relativt tørre årstid er noget tyndt i stoffet.

Videre gennem banan- og chouchoux-marker. Chouchoux planten blev indført fra Mexico i 1800-tallet og blev hurtigt en stor succes. Hver lille elendig kreoler case har egen avl af chouchou'en, hvis pæreformede, grønne frugter og brèdes – blade – bruges i alskens lokale retter. Vejen til Hell-Bourg er snoet, men ikke nær så problematisk som vejen til Cilaos cirquen, og turen fra St. Denis kan gøres på godt én time, hvis man ikke standser undervejs – og hvis man kører som død og helvede i serpentinersvingene som réunionæerne alle gør!

Salazie var kendt for sine helende kilder, men termerne blev ødelagt under en cyklon i 1948, så vi må nøjes med den rene klare luft her i 930 meters højde, hvor velhavende kolonialister i midten af 1800-tallet fandt på at bygge sommerboliger for at komme væk fra den fugtige tropevarme ved kysterne. Senere blev der bygget et militærhospital, så Republikkens soldater hurtigt kunne komme til kræfterne i de helsebringende omgivelser.

Præfekten får også en résidence secondaire i Salazie. Den bruges ikke kun af øens øverste myndighed, men tjener også som bolig for statsfolk i eksil. Således tilbragte stats-ministeren fra Comorerne tre måneder her i

1995, mens 800 franske faldskærmstropper fik fjernet den gamle lejesoldat Bob Denard, der midlertidigt havde kuppet sig til magten i øriget nordøst for Madagaskar.

Charles Baudelaire skal også have opholdt sig i Salazie, da han i 1841-1842 som 20-årig var på rundtur i det Indiske Ocean. Baudelaire skriver i Les Fleurs du Mal et digt om en af de syndige blomster han plukkede på sin vej, en blot 15-år gammel mørkhudet pige – une cafre ou une Malabaraise, der fulgte ham rundt på la Réunion - jf. Routard, p.218 og Les fleurs du mal, "Les épaves", XX : "À une

Malabaraise", Gallimard, 1972, p.202, jf. også "À une dame créole", ibid. p.94. (Malabarerne kom til Réunion fra Malabarkysten i Indien tæt - ved Trankebar – efter slaveriets ophævelse for at arbejde i sukkerplantagerne).

En mindre romantisk historie fortæller om banditten Le Zit – en af øens mest grusomme rovmordere – som efter at være blevet fanget og hængt også blev halshugget - for en sikkerheds skyld. Hovedet blev sendt til St. Denis og selve kroppen blev begravet på kirkegården her i Hell-Bourg (nederst t.v., tredje række efter det høje grå kors – graven har et lille metalkors men ingen inskription). På en ø, hvor der stadig foretages djævleuddrivelse, sort voodoo og anden åndemaneri af madagaskiske og comoriske troldmænd (jf. Routard p.95), er det ikke underligt, man ville sikre sig mod, at en notorisk forbryder som Le Zit skulle kunne samle sig sammen og vende tilbage som kreolsk monster…

Vi spiser vores medbragte sandwich au jambon i VTT-klubbens lille park. Le Vélo Tout Terrain, dvs. mountain-biken, er populær på hele den bjergrige ø. Annemarie køber smuk, rød nederdel med bort af små muslingeskaller. Kollektionen er en co-produktion mellem tøjbutikchefens kone og en parisisk couturier.

Vi traver op ad stejl bjergsti – forbi forarmede kreoler cases med de evindelige høns og mange børn men uden parabol! – op til et lille vandfald. Vi undrer os over det bærer navnet Les trois cascades (Raymond fortæller senere at der faktisk er tre vandfald, men at kun ét er umiddelbart tilgængeligt for turister). Til gengæld kan vi nyde blomsterbuketterne, der er lagt ved den katolske helgenstatue, som et opstillet lige foran vandfaldet.

Vi er mere imponerede over La villa Folio, som vi besøger bagefter: et elegant, velbevaret kreolerhus fra 1870, der et blevet klassificeret som monument historique. Smukt interiør af ædeltræ på gulv, vægge og lofter med møbler fra perioden. Une chambre qui ressemble à une rêverie som Baudelaire skal have udtrykt det (uden at han dog lige havde "Villa Folio" i tankerne – jf. Le Routard). Folio-familien – en af øens gamle familier, der kom hertil i det 17. århundrede – købte huset i 60'erne, deraf navnet.

Haven er paradisisk – fyldt med orkidéer, meterhøje hvide og lyserøde kameliatræer (!), azaleaer, røde og hvide anthurium - flamingoblomster. Vil man have ejerens begejstrede kommentarer, skal man afsætte en times tid.

Hell-Bourg er meget mindre end Cilaos, men en ligeså pittoresk lille by. Der er bevaret flere flotte men slidte kreoler cases, nogle med en guet à li i hjørnet af haven – et lille tehus hvorfra man kunne følge med i gadelivet uden selv at blive set. Gadelivet i dag er ikke spændende – nogle turister i de få butikker, og så på hvert gadehjørne mænd med tomme blikke - triste skæbner som hentet ud af Steinbecks dagdriverbande. Silje bryder sig ikke om de skulende mørke reggaetyper vi møder flere gange på vores vej op og ned af hovedgaden.

Den ældre herre vi spørger om vej hen til Restaurant Ti' Chouchou lyder som en parodi på Jørgen Ryg i Den Grønne Elevator – og da han rejser sig afslører hans gangart at branderten er bygget meget omhyggeligt op, sandsynligvis over et helt liv…

Vi kører ud af Salazie cirquen og vil på vejen stoppe ved vandfaldet med det meget lovende navn Niagara, som ligger blot 20 minutters kørsel fra St. Denis. Det viser sig dog uhyre vanskeligt at finde, så vi spørger om vej hos en Cafre i en stor Mercedes. Den kulsorte mand svarer med dyb stemme på et forståeligt kreolsk, at vi skal følge efter ham, og så går det ellers derud af, på en halvanden meter bred vej gennem sukkerrørsmarker til et skuffende Niagara vandfald, som vi har svært ved at genkende fra de postkort som må være taget i regntiden. Vi siger tak til den store Mercedes, der drøner videre i en støvsky

Hjem til St. Denis – et hurtigt bad og ind til centrum. Ned ad rue de Paris, forbi Léon Dierx museet og andre smukke oplyste kolonihuse til kreolerrestauranten Les reflets des îles, som Véronique anbefalede.

Herlig cari de poulet med palmiste palmemarv og god stærk chilitomatsovs, dertil ris og kedelig hvid bønnestuvning til Annemarie – Kim får en cari de bœuf med samme tilbehør. Ungerne får speciallavet grillet kyllingebryst med fritter. Vi spørger efter vin fra Cilaos – men ligesom i vinforretningen, hvor vi spurgte om vej til restauranten, er den ikke på vinkortet. Vi skyller i stedet ned med Coca og Dodo.

Dropper tur til Takamaka vandfaldet – vi er kommet for sent op, himlen er overskyet, vi er trætte. Skriver dagbog og hviler ud.

Eftermiddag – husker at ringe til CORSAIR for at konfirmere afrejsen.

Får en Bourbon øl på Cyclone Café og køber ind på le Grand Marché: fisk osv. til middag for Raymond, Brigitte og Christine. Fin aften – rødfisk i butterdej med beurre blanc går rent ind.

Udflugt til le Maïdo.

Til St Paul les Hauts og herefter 50 minutters intensiv bjergkørsel. Fordelen er at vi har to andre biler foran til at dytte i hårnålesvingene, bagdelen er at den gamle russiskbyggede Peugeot klager over de skarpe højresving...

Vi er igen svineheldige med vejret. Normalt kommer skyerne tidligt på formiddagen, men da vi når toppen kl. 10.30 er her helt skyfrit. Maïdo betyder "afsvedet jord" på madagaskisk. Og i 2204 meters højde er der da også kun sparsom vegetation, fortrinsvis gule gyvler dækker klipperne. Udsigten er ganske enkelt ubegribeligt smuk. Vi står på verdens tag og ser hele horisonten rundt. Bagud mod kysten i øst, hvor et let skydække er på vej. Og mod vest ser vi hele Mafate brede sig ud som et gigantisk, naturligt tempel. Bjergringen – eller kedeldalen – er mere barsk med stejlere klippesider end i Salazie og Cilaos.

Der er 1500 meter ned i bunden, hvor vi aner îlet’er med enkelte kreolerblikhuse. Piton des Neiges er skjult af Gros Mornes 2991 meter, men ellers ser vi alle de høje tinder – og til højre for la Roche Écrite kan vi se ud gennem Salazie til St. Benoit og havet mod nord. Vi går ad en sti gennem klipper og gyvel til det nordligste udsigtspunkt, hvorfra vi ser hele Rivière des Galets amfiteater. Derovre mod nordøst må Dos d’Âne ligge...

De første beboere af dette ugæstfri bjerglandskab var les marrons, bortrømte

slaver, som før 1848 flygtede hertil, hvor de kunne føle sig sikre for de hvide dusørjægere. Efter slaveriets ophævelse var det de uformuende hvide, som havde mistet deres arbejde på sukkerfabrikkerne, der søgte til Mafate. Kun den ældste bror arvede plantagerne.

Selv i dag kan Mafate kun nås med helikopter eller ved en anstrengende, farlig rejse til fods. Der er altså ingen veje og ingen biler – lyder forjættende! - men over 100 km gangstier, der knytter de mange små îlet’er sammen. Men her er intet rækværk. Le Quotidien skrev i går om en kreoler der blev fundet på bunden af en klippekløft. Ikke så underligt... Indtil for ganske nylig var her hverken elektricitet eller rindende vand. I dag sørger solenergi for strømforsyningen. Alligevel foregår madlavning stadig på traditionel vis, dvs. der samles brænde ind og tændes op i det åbne ildsted i en boucan, en sodet lille bygning, der er opført separat for at undgå at hovedhuset skal gå op i luer under ildløs. Mafaterne lever primitivt og dyrker majs, bønner og geranium (storkenæbs-planten, der bruges til at udvinde parfume).

Pludseligt hører vi den brølende motorlarm fra en helikopter, som uventet dukker op over klippesiden få meter væk. Der er nogen trafik med velhavende turister som udforsker Mafate fra luften. Vi ved fra Yvon, at det er en dyr spøg: han gav Agnès en tur i 40-års fødselsdaggave – kostede ca. 1800 kr. for en

halvanden times flyvning, men så nåede hun vist også de to andre cirquer og vulkanen.

Mafate forsynes med post, medicin og delvist med fødevarer fra luften. I det hele taget er civilisationen langsomt ved at trænge ind på de ca. 600 petits blancs des hauts der bor i cirquen. Ud over købmandsbutikker er her også en skole, der sikrer børnene undervisning op til gymnasiealderen. Men desværre er befolkningen stærkt indgiftet og degenererede mafater udgør et stigende problem som skolegang ikke kan løse.

Bliktagene glimter i solen. Enkelte cases har stråtag, men de færreste har sørget for at forsikre de simple boliger, så når en cyklon hærger, er der ingen hjælp for mafaterne, der så må bygge hus igen.

Vi kører tilbage gennem den smukke skov af tamarinde træer. Her er friskt grønt græs mellem træerne og enkelte køer går løse rundt. Videre nedad gennem cryptomeriaerne, nåletræerne importeret fra Japan som blev plantet efter 2. verdenskrig. Så afløses skoven af geranium, frugt og grøntsager og sukkerrør og vi stopper ved Petite France i 1200 meters højde for at se på et par af de primitive geraniumdestillerier. Vi taler med en fåmælt kreoler der oplyser at de blot er en halv snes stykker tilbage i landsbyen, der udvinder en olie af geraniumplanten, som bruges i medicinal- og parfumeindustrien.

Videre til Musée de Villèle – en plantageejendom fra det 18. århundrede. Bygget i vulkansk sten og mursten med armagaste tag (lavet af kalksten blandet med sukker og æg som man ser det i Indien). Stort forsømt haveanlæg med 95 forskellige plante- og træsorter. Møbler fra perioden, gobeliner, ur fra Napoleon til den berømte og berygtede indehaver af ejendommen, Madame Desbassayns. Fresco i soveværelse – illustration fra Saint-Pierres Paul et Virginie – forfatteren havde brugt en af Madame Desbassayns kusiner som forlæg til heltinden i romanen. Køkkenet – le boucan – er en separat bygning (som i dag i mange kreolerhjem) for at undgå risiko for at en eventuel ildløs skulle brænde hele huset af.

Det neo-gotiske kapel på den anden side af vejen er et mausoleum for Madammen.

Mme Debassyns var en succesrig plantageejer – kun overgået i samtiden af Grev Kerveguen, (som var så rig, at han af den franske stat havde fået lov til at betale sine folk med egen valuta). Madammen havde held med sukkerrørene, og byggede fabrikker og et hospital (som staten krævede det) – hun overlevede Revolutionen, Napoleons fald og Restaurationen. I dag er hun synonym med den succesfulde kolonimagt, der var baseret på slaveri. Konen havde 300 slaver ved sin død i 1846 – to år før slaveriet blev ophævet. Samtidigt med at hun plejede sit image som de fattiges hjælper, lod hun slaver piske og brændemærke.

Den entusiastiske guide haler flere gange faksimiler af officielle dokumenter op af lommen fra les archives à St Denis for at bevidne, at fru Desbassayns gladelig betalte dusørjægerne, når de havde held med at jage bortrømte slaver fra godset. Man behøvede ikke nødvendigvis at komme slæbende med liget – en afhugget venstrehånd var nok til at få udbetalt dusøren. Det var ikke uden grund, at de lokale skal have sagt Brûlez, brûlez, Madame Desbassayns, når Piton de la Fournaise gik i udbrud…

Mads og Kim tilbringe formiddagen i Golf du Bassin Bleu, mellem St. Gilles-les-Hauts og St. Gilles-les-Bains, mellem grønne bjerge og hvide sandstrande. Der ganske få golfere på banen. Faktisk ser vi flere greenkeepere og boldsælgende drenge, end golfspillere. "Un euro la balle, Messieurs! Bonne qualité, Messieurs!", lyder det på de fleste tee-steder. Vi siger "o.k." flere gange og køber bolde til én euro – af god kvalitet.

For-ni er svære pga. de store, 300 år gamle eukalyptustræer, bag-ni pga. de mange kløfter, der skærer sig gennem fairways. Da vi passerer den kunstige sø på tiende hul, råber to badegæster, der plasker rundt midt ude i søen: "Un euro la balle, Messieurs! Bonne qualité, Messieurs!"

Senere ved trettende green står en lidt forlegen fyr, og vi forventer han tilbyder os at købe bolde til én euro – af god kvalitet. Men nej, det viser sig han ikke sælger bolde, men derimod passer den gedeflok, der går rundt højre om green og nipper blade af de små endemiske vacao-palmer! På femtende overraskes vi igen og er glade for, at vi ikke skal slå ud fra dame-tee, da vi ellers ville have set os nødsaget til at vække en flok trætte boldsælgere midt i deres eftermiddagslur...

Eftermiddag: hus rengøres, bil støvsuges.

Vi kører til lufthavn kl. 9.30 – checker bagage ind – kører tilbage til Moufia og slapper af indtil Brigitte kører os tilbage til lufthavnen kl. 11. Afgang la Réunion 12.30.

Fin flyvetur – Etiopien og Egypten – og Alperne fra luften.

Ankomst til 29 grader varm Paris Orly 21.40. Telefonbombe gør at vi må blive 40 minutter på flyet. Bagage – inkl. Mads’ lommekniv som har fået VIP-behandling.

Taxi til hotel ALIXIA – 1, rue de la Providence. Trestjernet hotel til 750 kr. for alle fire inkl. fornem morgenmad. Utroligt.

Kim i taxi til Lebouteux, hvor Valérie og Co. har parkeret bilen. Afgang efter morgenmad kl. 7.45 - ankomst Viborg kl. 21.20.

Vi pakker ud og læser post. Der er en mail fra Brigitte, som fortæller, at vulkanen er gået i udbrud, og at der samtidigt er faldet sne på højsletten. Lavaen vækker ikke større notits, hvorimod snefnuggene er på forsiden af både Le Quotidien og Le Journal de l’Île – de to ø-dækkende aviser. Jérôme sender fotos fra vulkanen. (PS: Se fotos af Jérôme Maillot på http://perso.wanadoo.fr/jerome.maillot).