Med
Servas til Sverige, sommer 2003. 1. august 2003 I
efterår 2002 fik jeg opfyldt en drøm, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg fik fat i
en lille campingvogn. En gammel sag, som kostede det samme som min computer, men 100% det
jeg i så lang tid har været på jagt efter. En Safari 280, Danmarks midste rigtige
campinganhænger. 3 gode sengepladser til dem, som ikke er over 180 m høje, et meget
fornuftigt køkken med to gasblus og et lille køleskab, som kan køre på el eller gas.
Over gulvarealet er der et løftetag, som giver ståhøjde, men samtidig gør, at vognen
under kørslen er 20 cm lavere end alle andre campingvogne. Jeg
brugte nogen tid i foråret 2003 på forbedringer, isolering, el-instalationer, myggenet
m.m. og vi prøvede campinglivet hjemme på gården, som gæsteværelse og på en lille
tur til Nordsjælland. Og
så gik jeg i gang med planlægning af en ferietur. Sverige syntes at være et godt valg.
Natur og afstande efter smag og behag. I år skulle vores ferie igen omfatte besøg hos
Servasværter. Det havde vi fra andre år ganske gode erfaringer med. Jeg
fik fra vores Servaskontor adresselisten i Sverige og gik i gang med den store sortering.
Resten af min familie gider ikke at køre de lange strækninger. Derfor holdt jeg mig til
Sydsverige med Västerås som det stop længst væk. Det skulle slutte i Göteborg og vi
havde afsat 14 dage. Udover
det nævnte geografiske var søgekriterierne værter,
der kunne have en familie på besøg og så med internetadresse. Jeg kom frem til 15
interessante rejsemål, som jeg skrev til med en kort forspørgsel, om de havde mulighed
at have os som gæster inden for den tidsramme, jeg havde sat. Ved 5 stykker fik jeg en
fejlmelding, e-mailadressen fungerede ikke. 4 beklagede, at det ikke passede dem. 6
værter svarede, at de gerne ville modtage os. Til dem sendte jeg et mere udførligt brev med informationer om os og nogle billeder.
Samtidig med en fast rute og en tidsplan, med et ønske om en endelig bekræftigelse. To
Servasværter havde skrevet, at de på det pågældende tidspunkt ikke var hjemme på
deres faste bolig, men i deres sommerhus. Og vi var velkommne til at besøge dem der. Det
lød meget spændende. Derpå
fik jeg nogle meget gode vejbeskrivelser, en af dem endda med foto af huset. Så
kom den søndag formiddag, da vi spændte campingvognen efter bilen og proppede al vores
rejsebagage i bilen og vognen og tog af sted. I virkeligheden havde vi god plads, fordi
min datter havde lavet andre planer og derfor var vi kun tre, min kone Dorte, min søn
Lasse (14 år) og mig. Første
dag havde jeg planlagt en lille rejehop til Södra Sandby, lige over broen og så lidt
øst for Lund. Vi
fandt huset også uden store problemer, en slags sommerhus bygget af træ, med en stor
indhegnet veranda. Uden for garagen var et skilt med billede af en stor, sort hund: Her
vogter jeg. Huset stod åben og radion spillede. Vi bankede på, men turde ikke gå ind.
Ingen viste sig, men vi var ikke i tvivl om, at vi var kommet til det rigtige sted. Derfor
spændte vi campingvogn af og skubbede den ind på en plæne under nogle træer og
begyndte at indrette os hyggeligt på at vente, til nogen ville dukke op. Efter en halv
time syntes jeg at jeg kunne se nogen inde i huset. Vi skyndte os at gøre os bemærket og
blev hilst velkommen. Hunden, der vogtede, viste sig at være en sort Riesenschnautzer,
som var meget venligt og højgravid og gad ingenting, udover at vente på sine hvalpe.
Vores vært var en meget venlig og meget berejst kvinde, hvis svenske/skånske modersmål
voldte os store problemer. Til at starte med forstod jeg kun en trediedel af alt
konversation og jeg er ikke sikkert på at den del var den relevante. Det er lidt farligt
af høflighed at gøre som om man forstår det
hele. Men vi fik nogle gode råd , hvad vi kunne bruge vores dag i S.Sandby omegn til og
besluttede at besigtige et gammelt kloster, der var bygget om til et slot og en dyrepark.
Vejret virkede lidt ustabilt den dag, men vi klarede os ved at have regntøj i beredskab. Klosteren
lå i et meget velplejet haveanlæg og var indvendig velbevaret/restaureret og viste en
udstilling med akvareller, som bl.a. Prins Charles fra England havde bidraget til. Dyreparken
viste faktisk alle skandinaviske dyr under acceptable forhold (men ugler og ørne i bur
havde jeg svært ved at godkende.) Vi fik
taget mange gode fotos, de fleste, som om vi havde truffet dyrene i naturen. Vi havde en
god dag. Vores
værtinde var skolebuschauffør og været på arbejde fra tidligt om morgenen. Så da vi
kom hjem, lavede vi mad sammen og fik snakket en masse. Det viste sig, at vi have en
betagelse for VestCanada til fælles og kunne nævne mange lokaliteter, som vi begge havde
set. Vi skulle sige farvel allerede om aftenen, da vores værtinde måtte køre på
arbejde meget tidligt næste morgen. Jeg
har vist glemt at nævne, at vi foretrak at sove i campingvognen, selv om der var god
plads i huset. Men det var bare det nemmeste og det fortsatte vi også med resten af
rejsen. I løbet af natten begyndte det at regne. Og det fortsatte det med resten af vores
rejsedag og i en periode over flere dage. Vi var glade for, at vi dagen før havde haft
meget ok vejr.
Denne
nat havde vi planlagt som en overnatning i det frie. Ved en tilfælde kom vi til enden af
en blindvej ved kysten ikke langt fra Loftshammar. Vi var ikke sikre på om man måtte
campére der. Men efter en forespørgsel hos en af de lokale kunne vi indrette os på
natten. På min bærbar computer kunne vi se en DVDfilm og havde meget hyggeligt. Næste
morgen viste tegn på, at regnperioden var overstået. Vi kunne spise morgenmad udenfor og
jeg skyndte mig at rigge mit solpanel til for at oplade camingvognens batteri.
Vi
havde en idé om at leje nogle kanoer eller kajakker for at se noget af omgivelserne fra
vandsiden. Men det viste sig at være meget dyrt. Derfor aftalte vi at tage på en tur med
vores værter i deres lille motorjolle næste dag. Men morgenen startede med regn. Det
gjorte ikke så meget, fordi så tog vi det roligt med at komme sent op og læse i sengen.
Men det klarede op, så sejlturen blev en mulighed. Vi
pakkede en frokostkurv og tog glade af sted. Min søn var meget optaget af at måtte
styre. Desværre fik vi efter 700 m motorstop og måtte ro. Derfor blev det kun til en
lille udflugt til en ø i nærheden, hvor vi tømte vores madkurv og roede tilbage. Men vi
fik da set Sverige fra vandet. Om
aftenen tog vi til Sønder Finnø, hvor en lokal forening havde kaldt sammen til at prøve
gammeldags høhøstmetoder. Dvs. slå græs med le og hænge høet på stativer. Jeg fik
mange gode billeder af folk i gammeldags dragter. Næste
morgen tog vi afsked for at drage videre. Vi havde haft et meget fint ophold der, hvor vi
i bedste Servasånd havde brugt noget tid sammen, lavede nogle praktiske ting, som at slå
græs, reparere en badebro, bage brød og lave mad, spille kort og tog på udflugt sammen. Vi
havde fået en tip om Sveriges mest sofistikeret isrestaurant ved Götakanalen i
Söderkjöbing. Det lå på vej til vores næste mål ved Vesterås. Det med isene var
rigtigt, de var enestående kompositioner og kunstværker og kæmpe portioner. Det var
godt at prøve, men det gør man også kun én gang i sit liv - tre is 225 sv.kr. Vejret
var blevet til rigtigt sommervejr, og vi tog glade videre til vores næste gæstgivere,
som boede lidt udenfor Vesterås i et helt nyt bokvarter. Her var der to børn, en baby og
en pige på 3. Hun havde oplevet nogle gæster fra Amerika, som hun overhovedet ikke kunne
snakke med. Derfor var hun glad for nogen, man i hvert fald kunne kommunikere lidt med.
Min 14 årige søn var tilsyneladende også glad for at træffe en ikke voksen, selv om de
var meget ulige. Men børnene kunne nemt finde ud af at tumle sammen på græsplænen og
også vi voksne blev hurtig venner og havde meget at snakke om. Der var gang i grillen og
i snakketøjet. Vores evne at forstå svensk var blevet meget bedre. Dagen
efter vores ankomst var der strålende badevejr. Derfor kørte vi til et sted, hvor vi
kunne leje en kano, og vi sejlede til en strand og kom ude at bade. Om
eftermiddagen gik vi lidt rundt i byen og mødtes med vores værter igen til aftensmad.
Derefter fik vi en rundvisning i kvarteret, som beståede af de fineste svenske træhuse.
På trods af de ældste huse kun var 5 år gamle, virkede det hele ret etableret. En af
grundene var sikkert den udvidede brug af rullegræs, som jo meget hurtigt vokser til og
ligner noget, der altid har været der. Næste
planlagte Servas stop var ved Floby, 60 km nord for Borås. Men ét problem ved at rejse
med Servas er, at man kan føle sig meget bundet af de aftaler man har lavet, eller er
nødt til at lave. Rejser man udelukkende med Servas, har men en meget nøje tidsplan. Det
var min kone ikke glad for. Hun manglede muligheden for spontane beslutninger. Derfor
havde jeg indbygget nogle “Servasfrie” overnatninger. Den ene havde vi haft ved
Loftshammar. Men nu var der faktisk planlagt 2 frie overnatninger. Dvs. vi bevægede os i
retning af vores næste mål, men gav os god tid. På en rasteplads, hvor vi så en
DVD-film på min bærbar (der var lige nogle regnbyger)
svigtede batteriet. Det var lidt af en skuffelse. Vi kørte videre, og fra et vist
tidspunkt var vi på udkik efter en overnatningsmulighed. Vi kørte lidt planløst Næste
Servasværter havde inviteret os til at komme til deres sommerhus ved Floby. Med lidt
problemer fandt vi deres hus. Faktisk var vi kørt forbi én gang, hvor de også havde
fået øje på vores campingvogn. Ved hjælp af mobiltlf. blev vi dirigeret tilbage og kom
endelig frem. Det var frokosttid og derfor havde vi eftermiddagen sammen. Der blev tid til
et spil Kupp, som min søn og kone deltog i, mens jeg fik deres computer til at virke og
kunne også etablere internetforbindelse. Så havde vi adgang til vores E-post. En af det
interessante meldinger var, at RiesenSchnautzeren hos den første Servasvært havde fået
11 hvalpe. Vi
tog til Floby for at spise på en osterestaurant, som havde en ostebuffet med mange
forskellige oste. Vi
svingede godt med vores Servasværter. De havde deres 15 årig datter med, som gerne
spillede Kupp og kort. De
boede i et gammmelt træhus, som de selv havde restaureret og malet. Nu var de i gang med
et andet hus, som en gammel mor havde boet i til hendes bortgang. Vi brugte en formiddag
til at hjælpe med at male. På vejen tilbage så vi nogle traner på en eng. Som frokost
havde vi planlagt en udflugt til nogle stensætninger fra jernalderen. De 8 km dertil
cyklede 4 stykker og to tog bil. Da vi kom frem startede regnvejret. Vi indtog maden i
regntøj delvis beskyttet under et træ. Men det var lidt synd. Men de var dog meget glade
for at maleriet var foregået om formiddagen i tørvejr. Vi tog hjem, og jeg fik faktisk
lov til at køre deres Mercedes sammen med min søn, mens de andre var nødt til at cykle
i regnen. Der var ikke basis for en revanche i Kupp men så blev det til kortspil i stedet
for. Dagen
efter skulle vi videre til Mölndal ved Göteborg. Her
kom vi til en familie med 3 børn, hvor af en pige var på ferie i Danmark. De boede i et
stort hus med masser af computere. Men børnene havde karantæne fra datamaterne, for at
de også kunne foretage sig noget andet. Da vi kom blev der dispenseret fra karantænen.
Vi spillede en slags Kupp med dem og vores gæstgivere vandt. Dagen efter tog i til
Göteborg for at se en fotoudstilling (“Jorden set fra himlen”) af en kendt
fransk fotograf, som har lavet mange fremragende billeder fra luften. Den var sat op på
en markedsplads og omfattede mere en 40 meget imponerende fotos med et klart budskab om at
værne om jordens miljø og mennesker. Resten
af dagen tilbragte vi på Lisebjerg, det svenske Tivoli. Der var mange ting at prøve for
vores søn. Jeg selv er for gammel til rutschebaner og karrusseller, jeg bliver meget
dårligt. Men vi var der mange timer og fik en god dag ud af det. Så
gik vejen hjem til Danmark med færgen til Frederikshavn. I ventetiden til båden skulle
af sted hyggede vi os i vores campingvogn. Det er utroligt praktisk. Men denne gang
overdrev vi det måske lidt, fordi chauføren fra bilen efter os bankede på et tidspunkt
på ruden og spurgte, om vi ikke havde lyst til at køre. Da var en 150 m kø foran os
allerede kørt om bord, og vi stod alene på parkeringspladsen, bortset fra dem efter os.
Færgebilletten var for øvrigt med 1600 kr alt for dyr. Vi
havde en uge mere ved Vesterhavet sammen med familien i strålende dansk sommervejret. Da
vi endelig var kommet hjem på Sjælland syntes vi, at vi har haft en dejlig ferie, og at
det har fungeret meget godt med at rejse med Servas. Sverige er en fin blanding af et
meget civiliseret land og stor natur. Og Servasfolkene var søde og imødekommende og
interesserede og på alle måder gode gæstgivere. Det kan absolut anbefales at tage til
vores naboland og besøge Servasvennerne. Kærlige hilsner fra Heiner, Dorte og Lasse, Valsølillegård
|
Næste stop var i Växjö (jeg lærte aldrig at udtale det rigtigt). Her var
vi velkommen i et større bokollektiv, men vores vært kunne ikke være der på grund af
en rejse (til Danmark). Der var nogle andre, der ville modtage os, men det var ikke det
samme som at møde en Servasvært. Der var nogen vi snakkede med, men de havde også andet
at lave. Vi spiste sammen og fik mulighed til at bruge deres toilet, men passede ellers os
selv. Vi var løbet ind i en rigtig regnperiode. Den ene aften tog vi til den lokale
biograf. Og dagen efter gik min søn og jeg til det lokale experimentarium, hvor der var
en del underholdende ting at foretage sig. Til vores følgende rejsedag havde vi fået en
tip om at besøge et lille glaspusteri østpå, da vi befandt os i Sveriges velkendte
glaskunst område (Glasriket). Det regnede meget, men glaspusteriet var meget fint. Det
viste sig, at der var en koloni af danskere, som havde slået sig ned i den omegn for
20-25 år siden fordi huspriserne var meget lave. Mange havde skaffet sig et levebrød som
kunsthåndværkere.
Næste dags køretur var ikke ret lang og med en meget god vejbeskrivelse var
det også nemt at komme frem til vores næste Servasværter. Om sommeren boede de i et hus
nær ved Södra Finnö direkte ned til vandet. Da vi kom ved middagstid, havde vi en lang
eftermiddag og aftenen til at lære hinanden at kende og hyggede os fint sammen. Manden
havde bygget huset helt selv. Det var flot og stort og med alle bekvemligheder. Vi sov i
campingvognen men nød godt af faciliteterne og samvær.
igennem landskabet til vi til sidst så et skilt til en campingplads. Den lå
pragtfuldt ved en stor sø ved navn Unden. Da vi forhørte os om overnatningsprisen, var
det 120 sv.kr, med strøm, dvs. strømmen var gratis. Der var god plads og vi fandt
hurtigt et sted med god udsigt og i den rigtige afstand til vores forlængerledniger. Det
var et meget smukt sted. Vejret var ikke helt så varmt, at man følte trang til at bade,
men det hele var sådan, at vi besluttede at blive der to nætter. Vi