| Servas-gæster i 2008 - klip af beretninger om oplevelser
med gæster i Danmark. 8-10 maj: Bergthora og Siggi fra Island. Bergthora har været sekretær i Island og udfoldet et ihærdigt arbejde med at finde og holde på værter i Island. Vi arbejdede tæt sammen fra jeg blev europæisk koordinator i 1988 og mens jeg var G.S. i Exco. De var i Askov da der var sammenkomst dér, hun har deltaget i flere konference, vi har besøgt hinanden gentagne gange. Dette besøg havde en særlig karakter og sørgmodig undertone. Ikke at Bergthora er sentimental, men hun ville så gerne at denne tur blev god for Siggi; han var syg af endnu en omgang cancer. Vi nød at være sammen og fik talt om de ting der optager os. Da de rejste fik jeg et stort varmt knus af høje, slanke og generte Siggi; det var et farvel, det vidste vi begge. Nu er han død, og Bergthora og hendes døtre har et stærkt sammenhold, som bringer dem videre. Vi ses igen. De islandske kvinder er stærke. 12-14 juli: Hiro fra Japan. En mand på 70, som var på tur i Nordeuropa på cycle! Siden sin pensionering havde han besluttet at tage på cycleferie hvert år til han blev 80! Han kom fra Flensburg den dag han kom her. Han rejste nok noget spartansk – for han var glubende sulten ved ankomsten viste det sig. Han havde en papirfisk som en vimpel bagest på cyclen og i øvrigt var alt udstyr pakket på simpleste men mest effektive vis. En vest med en hel masse lommer, hvor alt havde sin plads var en del af 'overtøjet'. Jeg havde mailet til ham at han lige skulle sig til når han nærmede sig Odense, så han kunne få anvisning på hvordan han fandt mig; små rækkehusvænger minder jo allermest om en myretue, hvor kun den stedkendte kan finde vej! Som svar på min mail sendte han mig et kort over området her med nøjagtig afmærkning af mit hus! Da han skulle herfra til København med tog, spurgte jeg om han nu havde sørget for at bestille plads til sin cycle – men: det var ikke nødvendigt, for på 5 minutter kunne han folde den sammen og tage den med ind! Morsomme dage med samtaler om kunstnerisk udsmykning, tekstil design mm. 16-19 juli: Roger fra Norge I 20 år har Roger og jeg kendt hinanden og opbygget et varmt, solidt venskab, som også omfatter vore familier. Vi har arbejdet sammen i Servas siden vi mødtes og suppleret, komplementeret og inspireret hinanden på mange måder, som jeg vil kalde forbilledlig i den forstand, at vi trods vore iøjnefaldende forskelligheder (ikke mindst fysisk. Roger er en stor norsk 'bjørn' af samme omfang som sådan én og jeg er sådan et halvanden-meters-konemenneske) har været i stand til at arbejde sammen med stort udbytte – for Servas og os selv! Vi kan grine og synge sammen – det er godt for et venskab. 18-20 juli: Mimma og Elio fra Italien. Så var der lige en nat hvor der var to sæt gæster; inden Roger rejste kom disse to søde italienere. De kan ca. seks timer før ventet; da var Roger og jeg i gang med praktiske ting i huset, som han gerne hjælper mig med – men det ordnede sig: de 'blev sat' i stuen med Roger som vært og jeg fik lavet mad. Det blev en meget livlig aften, hvor en masse sager blev diskuteret, bølgerne gik højt og vi var uenige på en meget festlig og venlig måde! De havde slet ikke lyst til at se på byen den følgende dag, og kom hurtigt hjem igen og så kunne vi tre diskutere videre. Også en dejlig besøg. 2-5 august: Jill Lundmark fra New Zealand. Her var én 70-årig Servas-cyclist til. Hun havde også været omkring – i Island i råt vejr, i Spanien hvor hun blev overfaldet af nogle store drenge, som nær var rendt med hendes cycle; hun rejste mere primitivt end Hiro; at disse cyclister har en god appetit er nok ikke mærkelig, der skal jo megen energi til. Heldigvis laver jeg altid "herregårds-portioner" og sørger samtidig for at de får en madpakke med når de drager af. Hun lavede skitser af alt hvad hun så; jeg fik nogle som var fra Indien – fra en anden tur! Hun nød at ligge under tag og på en madras der var behagelig blød! Mit bibliotek, som hun kaldte det, blev gennemgået (der er lige så meget engelsk litteratur som dansk) og vi gav hinanden titler på bøger vi syntes 'hinanden' skulle læse. 7 august: Edith Sommer fra USA og Judy Shotten fra Israel. Den 6. august fik jeg en opringning, som skulle vise sig at være fra to gamle Servas venner, som var på rejse sammen. Samtalen var ret morsom: Vi er i Vejle hvor vi besøger en af Edith's tidligere udvekslings-studenter, sagde Judy og da vi så blev klar over at du bor 'in a neighbouring village' vil vi lige spørge om vi må komme på besøg i morgen. Jo, det måtte de selvfølgelig gerne; jeg fik den danske værtinde i røret, og vi var enige om, at vore respektive borgmestre nok ikke ville bryde sig om at 'deres' byer blev kaldt landsbyer. Det lo vi meget af. Hun kørte dem så til mig næste dag, som vi tilbragte sammen. Vi har været sammen til konferencer i årenes løb; jeg har besøgt Edith, og Judy og jeg har rejst sammen en uges tid i Guatemala før konferencen dér i 1998. Sidst vi sås i Barcelona til en bevæget konference, i en meget 'u-Serva'sk' ånd. Dagen var ikke lang nok til alt det vi ville tale om, men vi nød samværet; sidst på dagen fulgte jeg dem til toget så de kunne komme hjem til den anden landsby, hvor deres værtinde hentede og ventede dem! Det var årets Servas oplevelser. Dette års gæster har allerede ladet høre fra sig. vibeke matorp, Odense --------------------- Jill var også på Fanø Vi havde et meget godt besøg af Jill Lundmark fra New Zealand. Hun kom på cykel – sin egen! Hun har og har haft en meget selvstændig og spændende tilværelse og var desuden i nær kontakt med børn og vistnok børnebørn. Umådelig beskeden og ligeså spændende at være sammen med. Jill var et usædvanligt menneske, selvstændig, vidende, interesseret og interessant. Nu, hvor vi bor noget i udkanten af landet, kommer der ikke så mange. De, som kommer, vil åbenbart gerne se andet end Tivoli, Havfruen og H.C Andersens hus. Else Bak, Fanø |