Gæstfrihed i Indien

Det er første gang vi rejser som en del af servas-netværket, og vores rejse til Indien er derfor noget særligt. På den tre uger lange rejse mødte vi mange spændende mennesker, og lærte tre forskellige servasværtsfamilier at kende. Vi vil fortælle lidt fra disse tre møder.

Vores første Servasspor ledte os til Gandhi Peace Foundation i Delhi. Her havde vi nogle dage så intense og fine. Vi mødte Sonja og Jacob om morgenen i haven. Hun havde rejst med Servas for 20 år siden og var vendt hjem til sine venner i Delhi lige siden. Vi faldt i snak, og om aftenen præsenterede de os for deres venner Vijay og hans familie. Disse mennesker var socialt og politisk engagerede og med til at hjælpe de fattige og kasteløse. Vi kom vidt omkring og talte om alt fra dokumentarfilm til højskolebevægelsens muligheder i Indien. Samme aften blev vi præsenteret for Raj, en ung eks-dalit, som var konverteret til kristendommen og derfor ikke længere blev betragtet som kasteløs. Han arbejder for dalitternes rettigheder. Han havde vundet en konkurrence blandt 20.000 andre dalitter om en videregående uddannelse på det sociale område. Hans udstråling, vid og imødekommenhed var en stor oplevelse, og han var enormt glad ved at møde Kresten, der er teolog. Dagen efter hjalp Vijay os med kontakt til en musikskole i Delhi, og vi ærgrede os over, at kontrabassen og guitaren stod i Danmark.
Vi kunne have tilbragt alle vores tre uger i Delhi med Raj, der gerne ville introducere os til nogle protestanter, dalitprojektet og de spændende mennesker og politiske seminarer på Gandhi Peace Foundation, så vi glæder os til at vende tilbage, næste gang vi er i Indien.

Vores anden vært boede i Ajmer, en by i det nordvestlige Indien. Der var en forventningsfuld stemning, da vi trådte gennem lågen fra gaden til huset sent om aftenen. Faderen i huset, Desh, som havde overtaget medlemskabet fra sin far, Yagya, modtog os i døren. Familien gjorde indtryk på os på en særlig måde. Vi blev mødt med en stor gæstfrihed og fik at vide, at vi ikke var på besøg, men at vi blot var hjemme et andet sted i verden.
Familiens tre generationer bestod af to drenge på 3 og 9 år, mor, far, og farfar. Moderen Ranjana var hjemmegående og Desh arbejdede på et af Indiens fineste colleges, hvor han underviste i historie. Det havde vi megen fornøjelse af, og vi endte med at have styr på de vigtigste myter og guder i Indien, mens familien lærte lidt om Danmark.

I Mumbai, vores sidste destination, besøgte vi en familie en enkelt aften. Vi kørte med tog temmelig langt fra centrum. Det viste sig, at vi havnede i en nybygget og rig bydel. Familien tilhørte overklassen, og vi nåede at blive kørt rundt i flere af deres luksuriøse biler. De var enormt humoristiske og vi havde en befriende munter aften, skønt vi ikke var enige i alle samfundets forhold. Familien havde fætteren Chinmay på besøg. Han kom fra Punjab, og tilhørte en af krigerkasterne. Derfor havde han boet mange forskellige steder i Indien, hvor hans far havde været udstationeret. Chinmay havde et andet og mere kritisk syn på Indiens indenrigspolitik og manglende sociale system. Moderen var semi-klassisk sanger, og musikuddannet, ligesom Mette. Familiens børn spillede også, så vi spillede og sang for hinanden. Seemas sangstemme og virtuositet var fantastisk. Faren arbejder i et svensk firma, og vi glæder os til at tilbringe mere tid med dem, næste gang de er i Danmark.

På de tre uger mødte vi mange andre spændende og gæstfri mennesker bl.a. i parker, toge og på hotellerne, hvor inderne også indlogerede sig. Vi kunne desværre ikke nå at besøge dem, skønt vi var hjertens velkomne, for det tager lang tid at rejse i Indien og landet er uendelig stort. Men eventyret fortsætter her hjemme i Danmark, for vi håber at få besøg fra Gandhi Peace Foundation i maj – og det luner i det grå og fugtige vintervejr.

Gode hilsner fra
Mette og Kresten