Indien
Bliver lige nødt til at tilføje, at jeg lige har købt en
guitar! Det er vidunderligt at spille (og synge) igen!! Jeg kan ikke huske,
hvem der skrev det, men han eller hun havde virkelig ret i, at "musik gør
een svag, på en måde så man bliver stærk." På samme måde, som når jeg hører
kor-musikken fra min friskole på mp3eren. Danske sange (og skikke og typiske
kendetegn) får dobbelt så meget betydning, når man er langt hjemmefra.
Minder fra min rod, som jo stadig -og altid- lever i mig. Så er det ikke
lige så hårdt at savne. Har siddet med guitaren, lige siden jeg købte den,
kun med undtagelse at et hurtigt aftensmåltid.
Nu er min fingerspidser ømme, og så ville jeg lige skrive til alle jer, som
jeg tænker på midt i musikken.
Har glemt at fortælle om min første indiske fyrværkeri-oplevelse. Vi holdt
jo afskedsfest i torsdags, og i den anledning havde vi købt fyrværkeri til
personalet som tak. Det skulle vi aldrig have gjort.
Ingen kom til skade, men det var rent held. Det indiske personale her er
ansvarlige og velovervejede mennesker, men når de ser fyrværkeri, slår de
hjernen fra! Har nu vænnet mig til kaotisk trafik uden sikkerhedssele,
styrt- eller cykelhjelm, men her var det ikke kun sikkerhedsbriller, og
-regler, der manglede. Det var ren og skær omtanke-, ja hjernefrit.
Heldigvis var der en mur, jeg kunne stå bagved og overvære deres vanvittige
påfund. Et kæmpe bål blev tændt på marken, og derfra tændte de al fyrværkeri
- mens de holdt det i hånden vel at mærke. Bagefter blev minisprængstofferne
stillet på jorden - mens farvemylderet skød af - eller det blev kastet i
alle retninger uden omtanke for andre mennesker, tørt græs eller
siv/stråtage. Der blev ganske bestemt fyret kanonslag af, som aldrig har set
dagens lys i Dk, og folk gik skødesløse tilbage til bålet, som de uden nogen
form for kontrol havde smidt fyrværkeri på få minutter inden. Det skete da
også, at en fuser tændte af op i hovedet på en grinende inder - forestillede
mig hver gang at latteren pludselig ville forstumme, og et menneske stå
tilbage med et blødende ansigt. Værst var det nu med raketterne, som de af
og til lossede på bålet. Da to rakketer var feset hen af jorden og nær ramt
Lise, da de eksploderede, fik vi nok og gik ind.
Pudsigt nok fulgte farvekrudt-galningene med: de syntes åbenbart det var
sjovere med publikum på. Men så fik frk Møller nok, stak hovedet ud af døren
og sagde kraftigt fra. Kan ikke huske om jeg talte dansk eller engelsk, men
bagefter stoppede det - tror ikke de har været i tvivl om hvad jeg mente:-)
Heldigvis forvandlede de sig til vores kære velkendte venner igen da
fyrværkeriet var forbi, og vi dansede (indisk til indisk popmusik
selvfølgelig; virkelig en oplevelse for sig!) og morede os (bla. med sjove
tricks) resten af aftenen!
Nu trækker det i fingrene igen; vil nu lige fortælle om en dejlig skoledag i
fredags. Lige fra vi kom ind i klassen var der en smittende positiv og
livlig stemning, og vi grinede, pjattede og legede meget mere med børnene
end vi plejer - virkelig befriende at kunne være den helt igennem positive
og glade lærer; og pudsigt som ens væremåde i høj grad er i elevernes magt.

Oplevede dog noget (andet) særligt den dag; klassen larmede som sædvanligt,
på daværende tidspunkt midt i noget hæfteskrivnning, og for at bringe mig
uden for larmen for en stund, sang jeg "Hvad er det min Marie" for mig selv.
Melodien og ordene snoede sig ind og ud mellem de larmende munde, og lidt
efter lidt forstummede snakken, og undrende øjne og store ører vendte sig
mod mig. Jeg smilede og sagde:
"Go back to writing" og pegede på tavlen; ville gerne pointere, at jeg
stadig mente vores undervisning var vigtig.
Men indeni frydedes jeg over at opleve effekten af en grundtvigsk
kærlighedssang på børn, der alene havde menneskelige forudsætninger for at
forstå den.
Tror faktisk jeg glæder mig til at komme i skole på mandag!
Vil slutte igen. Hav det rigtig godt - den blæsende mørke vinter, der lokker
med tændte stearinlys, varme drikke og - samtaler.
Glæder mig over at være dansker i Indien.
Kærlig hilsen Johanne
PS: Sangtekster og akkorder modtages med tak!!
|