Last upated
14-04-2011
onsdag den 16. marts 2011
Tilbage til Vancouver
Igår tog vi tilbage til Vancouver efter nogle dejlige dage i sneen.
Nu sidder vi her en onsdag morgen på et sødt lille hotel i centrum af
vancouver. Imorgen tager Laust tilbage til Whistler og vi tager videre
til Seattle, hvor vi pt er ved at arrangere vores første Servas-besøg.
Til jer der ikke ved det, så meldte vi os ind i Servas, før vi tog
afsted. Det fungerer lidt ligesom Couch Surfing, hvor man kan komme og
bo hos familier der tilbyder det. Så hvis det kan lade
sig gøre bliver
det rigtig spændende.
-------------------------------------
fredag den 18. marts 2011
Seattle is the place!
Nu er vi kommet til Seattle og ikke bare til lufthavnen, men til
SEATTLE!!
Igaar rejste vi fra Laust og Vancouver og har nu begivet os ud paa what
it's all about! foer vi forlod Vancouver kom vi i kontakt med vores
foerste Servas host - weeee! Frederik ta' lige over...
...okay saa vi tog bussen hertil og blev smidt af midt i den seattleske
storbyjungle. Herfra skulle vi finde bus nr. 26 mod Wallingford?? Wow -
regel nr. 1 i Seattle: kan du ikke finde vej skal du blot vifte med et
kort eller se lige saa forvirret ud som Casper. Vi blev mere eller
mindre eskorteret hele vejen til Wallingford - halvdelen af bussen
diskuterede hvor det var smartest for os at staa af. Det er bare noget
helt andet her end oddergrisen. Saa vi er nu hos vaerten..Casper skriv
lige faerdig...
Vaerten har taget ualmindeligt godt imod os. Vi startede
med at spise aftensmad paa Chinooks - en fiskerestaurant - hvor hun
naegtede os at betale noget som helst, vildt. Derefter fulgte en 2
timers rundtur i Seattle i hendes lille Mazda 3. De to timer gav os
flere informationer end vi nogensinde kunne have opnaaet paa egen haand.
Da vi kom hjem gik vi en kort tur i en park med hendes hund, Dixie,
hvorefter det var paa hovedet i seng...
Her til morgen blev vi overrasket med Dutch Babies og Ahorn Sirup
(opskrift foelger), og nu tager vi mod downtown...
Alt koerer som smurt, og vores foerste servas-oplevelse har vaeret over
al forventning!
Nyd det!
Knuz og kyz fra drengene
lørdag den 2. april 2011Kultur
Så hændte det at vi skulle udfordres kulturelt og se kunst af en anden
aktør end den euforiserende Nordamerikanske natur. Vi havde set solen
knejse over Whistlers bjerge, mærket den isnende, rene bjergluft og
havde følt naturens totale overtag - snefald i mængder som bevidnede at
den globale opvarmning endnu ikke er verdenshersker. Kultur eller ej,
men ihvertfald en oplevelse og målestok for denne aftens, skal vi sige
overraskende, udfald.
Da
Portland efterhånden må siges at være Nordvestamerikas kulturhovedstad,
besluttede vi efter en hyggelig dag i Portland hos vores søde
Servasværter at skimme byens gratis kulturaviser igennem for at finde en
koncert. Overalt stod Akron/Family nævnt som aftens kunstneriske
højdepunkt og da spillestedet oven i løbet lukkede mindreårige ind
(Albert og Frederik) var beslutningen truffet. 20.45 stod vi klar ved
billetlugen og til vores store overraskelse var der stadig billetter at
købe. Hvad der overraskede os endnu mere var at salen næsten var tom her
15 min. før koncertens start. Well, kl 21 gik aftenens FØRSTE navn på,
og ja et enkelt opvarmningsvand er sjældent af vejen. Duoen spillet
støjende, eksperimenterende postfolk/-indie, men var ikke helt
uinteressant i kraft af musikernes dygtighed. Trommeslageren var i
særdeleshed noget ved. Herefter fulgte et opvarmningsband mere, og vi
tænkte, ja, men TO opvarmningsbands er vel ikke helt ved siden af - vi
får virkelig valuta for pengene. Bandet fulgte genremæssigt første bands
fodspor, men var om noget mere støjende. Så kom TREDJE band, en meget
avantgarde jazzduo, som tvang vores ellers ret tolerante og tålmodige
øren ud på første lydpause i mellemgangen. Vi ville gerne have været
udendørs, men stedet kørte ikke med "re-entrance", så aftenen tog en
faretruende og ret irriterende drejning - ingen frisk luft og ingen øl
pga den amerikanske flueknepperiagtige udskænkningslov. Ja som du måske
fornemmer var stemningen ikke på sit højeste... Da fulgte FJERDE og så
FEMTE støjende opvarmningsband, som ikke kræver videre beskrivelse. På
daværende tidspunkt havde vi befundet os i kulturens helvede, et
støjinferno uden sammenligning i 3 1/2 timer vel at mærke uden
succesoplevelser, følelse af velbehag og positive stimuli. En slags knap
så succesfuldt Portland-pot-pourri.
Da kom endelig aftenens hovednavn på scenen. Klokken havde passeret
00.30 og stemningen nåede ikke just spærene, men efter et par ret lækre,
overbevisende trestemmige vers begyndte foden trods alt at vippe i et
taktfast rytme mod koncerthallens beskidte trægulv. Bare det at fornemme
en puls i musikken var en befrielse. De gode numre fortsatte en stund,
men da tog også dette band en sær drejning. Pludseligt fandt forsangeren
en blokfløjte frem (et faretruende signal når manden har Beatles-hår og
John Lennon briller?) mens trommeslageren og bassisten fulgte trop med
andre indianske instrumenter. Nu begav de sig ned mellem publikum som
taktfast klappede en rytme, som det tydeligt ikke var intentionen skulle
holdes. Minutter senere begyndte en papmachevulkan, som prikken over
i'et at skyde røde hjerteballoner til vejrs og stemningen ændredes til
en fællessangs-peace-hippie-psykedelisk-kærligheds ceremoni, der
endeligt fik os til at trodse "no re-entrance" skiltet og forsvinde i
den våde nordvest-Oregonske nat. Vi var rystede og talte stort set ikke
sammen før vi nåede bilen og dermed var tilbage i trygge rammer... Fra
koncerten gik turen til McDonalds. Vi måtte have noget vant indenbords
efter sådan en aften i indie-kulturelitens varetægt, men selv det var
ved ikke at lykkes for os. Efter et par mislykkede forsøg på at ramme en
parkeringsbås og en håbløs vandring om den sikkert aflåste burgergigant
indså vi at drive-in var eneste mulighed. Som om det ikke skulle være
nok, gik også bestillingen galt og vi endte med at stille vores lille
snack-sult med ikke mindre end 4 big macs og 2 cheeseburgere... God nat.
Efter at have udforsket Portland nogle dage og bl.a.
spist nogle berømte doughnuts (The magic is in
the hole.. tihi fnizz), gik turen videre i retning af Ontario. Vi fik
taget afsked med vores naturentusiastiske Servasværter (By the way var
de ret søde. Deres datter, Tess, viste os de fede steder i byen og
sønnen, Nathan, snakkede befriende meget) og pakket bilen. På turen mod
Ontario, så vi et vandfald kaldet Multnomah Falls... Flot.
---------------------------------------
14. april 2011
Say what! We are officially in f*cking Califonia!
Efter vores fantastiske ophold hos Jan og Todd i Ontario, forlod vi
staten Oregon og vupti - vi cruZer nu rundt på highway 1 og 101 i det
gudsbenådede Californien.
Det første der mødte os i CA var de fantastiske Redwoods som huser nogle
af verdens største træer. Det danske, ifølge digteren så allerhellige
egetræ er UKRUDT i sammenligning med disse majestætiske nåletræer. Ja så
dem skulle vi selvfølgelig køre "igennem" HAHAHAHA
Herover: Provinsdrenge i skoven
Vi fandt et motel og hoppede op på Servas-hesten igen og fandt en vært.
Vi fandt en lokal som boede ved India Basin syd for SF downtown. I
indkørslen blev vi mødt af en lille sød dame med peacetegn i ørerne og
iført Obama t-shirt. Damen hed Nancy og hun boede her med en
udviklingshæmmet kvinde ved navn XXX. Dette fandt vi selvfølgelig først
ud af den første nat, da vi blev vækket af skrig og gråd, hvilket
foruroligede os en smule. Dagen efter viste det sig at XXX var blevet
oprevet over, at hendes tøj ikke var blevet vasket - så værre var det
sådan set ikke. Hun viste sig heldigvis at være både sød og skør og
sjov.
Nancy var rigtig god til at give os tips om byen og
samtidig give os masser af frihed til at udforske på egen hånd, og i
modsætning til mange andre steder hvor vi har boet, gav hun os masser af
små opgaver som vi skulle hjælpe hende med (den sidste aften lavede vi
for tredje gang frikadeller og kartofler med persillesovs, som
efterhånden må betegnes som vores specialitet). Tro det eller ej så var
det faktisk befriende at få lov til at hjælpe lidt til.
Til morgenmad den sidste morgen lavede vi biksemad og
scrambled eggs (amerikansk morgenmad ifølge Nancy) og her kommer en
episode som beskriver Nancy utroligt godt: Mens vi spiste morgenmad kom
en dame, der ville tale om et eller andet miljø-energi-fis. Hun havde et
skema som skulle udfyldes mest med ja'er og nej'er, men efter hvert
eneste spørgsmål kom selvfølgelig en laaang beretning om Nancys liv,
børn, hus, oplevelser - you name it. Så hvad der kunne været klaret på
10 minutter, varede måske nærmere halvanden time :)
I løbet af vores 3 dage i SF nåede vi alt fra Cable Cars til Alcatraz.
Vi besteg byens stejle gader ideelle til en 70'er biljagt. Vi spiste
clam chowder i surdejsbrød ved Fisherman's Wharf. Vi shoppede "John
Lennon briller" på Haight Street. Vi kiggede på homoseksuelle
rulleskøjteløbere i Golden Gate Park og spiste cassoulet akkompagneret
af sprød dinerjazz. Til alle jer som overvejer at tage til San Francisco
-GØR DET!!
