Hvad er forskellen mellem en rejsende og en turist?

I 1988 tog jeg et års orlov for at rejse ud i den store verden. Den gang 53 år gammel. Men jeg ville ikke rejse som turist. Mit formål var at komme i kontakt med folk undervejs, lære om deres levevis og udveksle erfaringer og holdninger. Jeg spekulerede meget over hvordan jeg skulle gribe det an, men så havde jeg det enestående held at en bekendt fortalte mig om Servas. Efter at være blevet interviewet og godkendt af Nicoline Fiora, dengang i Nørre Nebel, drog jeg af sted med to kilo servaslister fra Canada, USA, Australien og New Zealand. Det blev en fantastisk oplevelse og en utroligt udbytterig rejse. Jeg vil fortælle lidt om mine oplevelser, men det bliver svært at begrænse det, for de gode oplevelser var utallige.

Jeg fløj fra Amsterdam til Toronto hvor jeg boede hos mine første servasværter, et par unge universitetsstuderende som boede i en etværelses kollegielejlighed. Jeg sov under deres køkkenbord. De var i gang med et forskningsprojekt og startede tidligt om morgenen, og jeg sov rævesøvn mens de listede rundt i køkkenkrogen og fandt hvad de ville have med til universitetet. Kl. 9.00 mødtes jeg med dem på en terrasse ved universitetet, og så spiste vi morgenmad sammen der. Om aftenen havde vi interessante samtaler. Den næste servasoplevelse var på en stor farm i New York State i USA. Der hed det, ”her er dit værelse” og ”her er dit badeværelse”. Igen blev det en fantastisk oplevelse, men disse to yderpoler med hensyn til komfort viser at hjerterum hos værterne betyder langt mere end husrum..

Jeg rejste omkring på tommelfingeren, og på den måde havde jeg altid en guide på rejsen. Det forløb meget lettere end jeg havde ventet, og jeg havde et utal af interessante og gode oplevelser og heldigvis ingen dårlige. Jeg havde lavet et stort papskilt som jeg kunne folde sammen og stoppe i min taske. På skiltet stod der med 20 cm høje bogstaver ”From Denmark”, og nedenunder var der en pil som viste hen til navnet på den lokalitet jeg var på vej til. Dem skrev jeg med en kraftig speedmarker på et A-4 ark som jeg klistrede på skiltet med en limstift. Det havde den helt rigtige virkning. Gang på gang kom jeg op at køre med nogen som sagde at de ellers aldrig tog blaffere op, men de kunne ikke stå for mit skilt. Normalt gav den der tog mig op hånd og præsenterede sig, og snakken var i gang med det samme, så jeg har ført utrolig mange interessante samtaler på vejene på kryds og tværs igennem landene. Flere gange har man kørt en omvej for at vise mig en interessant lokalitet eller kørt op til 100 km ekstra for at få mig afleveret i god behold hos den servasfamilie jeg var på vej til. Jeg er også blevet inviteret med hjem for at overnatte.

Jeg vil gerne fortælle lidt om et par enkelte servasoplevelser, men jeg kunne lige så godt have valgt nogle andre. Det bliver om mødet med to kvækerfamilier. Jeg vidste ikke meget om kvækerne inden jeg kom til Amerika, men de var i høj grad med til at lære mig at der findes andet end snæversyn i USA. Den første familie boede i Cape Cod nær Boston. Jeg var med dem i ”kirke”. Gåseøjnene fordi deres kirke, eller mødesal som de kalder den, er meget forskellig fra en traditionel kirke som vi kender den, og gudstjenesten endnu mere forskellig. I salen er der ikke andet udstyr end bænke. Man har normalt ingen præst. Man sætter sig ind og sidder fordybet i egne tanker en times tid. Evt. er der en der rejser sig og siger noget han eller hun gerne vil have de andre til at tage stilling til, og efter at dette er overvejet kommer der et par kommentarer. En af menigheden er dagens leder af mødet. Hans eller hendes eneste pligt er, når timen er gået, at give hånd til de nærmeste som tegn på at mødet er forbi. Derefter giver alle hånd til dem der sidder nærmest. De fortalte mig at de en gang havde siddet der i næsten to timer fordi de havde glemt at aftale hvem der skulle lede mødet den dag.

Der var adskillige indianere med, for indianernes livsholdning stemmer godt overens med kvækernes. Efter mødet var der en picnic som fandt sted på kirkegården, hvor gravstenene stod spredt i græsset. De unge mennesker spillede volleyball mellem gravstenene. Jeg fik en snak med indianerhøvdingen, og jeg fik en snak med en ung mand som fortalte at han havde studeret i Kiel. Når han fik for meget af det tyske, cyklede han til Danmark, og han vidste en masse om de danske folkehøjskoler, om Grundtvig og Kresten Kold og om Søren Kirkegård. Han havde moret sig meget over Leif Panduros bøger, og i øjeblikket var han i gang med at læse Villy Sørensen.

En anden kvækerfamilie, Libby og Allan, besøgte jeg i staten Maine. Jeg havde fået dem anbefalet og fået deres adresse og telefonnummer af en familie jeg boede hos. De var nye værter og var endnu ikke kommet med i værtslisten, så jeg blev deres første servasgæst. De er for øvrigt omtalt i Servas-bladet nr. 102 af Ingrid Pedersen som besøgte dem i 2004. Jeg ringede og fik Libby i telefonen. Hun sagde at jeg var hjertelig velkommen. De skulle godt nok snart rejse en tur til Svejts, men hvis jeg ville blive længere kunne jeg bare få en nøgle til huset. En enestående åbenhed og tillid at blive mødt med, men også et eksempel på den afslappede gæstfrihed man normalt mødes med hos servasværter. Jeg fik et par rigtig gode dage sammen med dem, som det vil blive for omfattende at komme ind på i detaljer, men jeg vil lige nævne at jeg her oplevede kvækernes specielle form for bordbøn for første gang. I USA er det meget almindeligt at bede bordbøn. Det var tit en lang tale hvor der blev bedt om både det ene og det andet, og jeg er ofte blevet sendt videre med bønner om at jeg måtte komme sikkert til næste destination. Kvækerne tager blot hinanden i hånden rundt om bordet og sidder stille lidt. Så giver man hinandens hænder et klem, hvorefter man nyder måltidet sammen.

Efter tre måneder i USA og Canada med utallige gode oplevelser rejste jeg videre til Australien fra Vancouver. På vej dertil besøgte jeg grundlæggeren af Servas, Bob Luitweiler, i nærheden af Seatle i staten Washington. Han var da 70 år gammel. En utrolig interessant mand. Vi havde lange samtaler, og jeg fik også lejlighed til at optage et interview med ham, hvor han fortæller om starten på Servas. Når jeg nu har fortalt om mødet med kvækere er det ikke mindst fordi jeg fandt ud af at Bob Luitweiler også er kvæker. Kvækerne er antimilitarister, og som militærnægter måtte Bob gå i fængsel under 2. verdenskrig. Han kunne dog tilbringe meget af tiden med samfundstjeneste. Efter krigen gik han ivrigt ind i fredsbevægelser og som et led deri grundlæggelsen af Servas. Bob var ikke helt tilfreds med udviklingen i Servas, som han mente var blevet for meget blot en besøgsorganisation og for lidt aktiv i fredsskabende virksomhed.
Vi tog ud en del sammen, og han havde en fantastisk evne til at komme i kontakt med tilfældige mennesker vi stødte på. Jeg kan f.eks. nævne et tilfælde hvor vi så en ung dame som kunne se ud til at stamme fra Indien. Han gik uden videre hen til hende og sagde: ”Are you from India?” ”No, are you?” svarede hun sådan lidt stødt. ”No, I’m a world citicen,” sagde han, og så var der løst op, og vi fik en god lang samtale.

Dette er blot et par eksempler på de utallige gode oplevelser jeg havde på min første tur som servasrejsende. Lige så gode oplevelser havde jeg i Canada, Australien og New Zealand. Efter en måneds tid i Australien mødtes jeg med min datter og hendes ven. Vi købte en gammel bil og rejste sammen et par måneder. Det var pragtfuldt, men nu følte jeg mig pludselig mere som turist end som rejsende. Vi brugte den samme rejseguide som alle andre, så ustandselig stødte vi på danske rejsende, mest unge mennesker som havde taget et sabatår fra deres studier. Juleaften fejrede vi på en campingplads i Adelaide. På campingpladsen var der over 20 danskere, og vi søgte sammen, og det var en ret speciel oplevelse at sidde under stjernerne ved midnatstid og synge danske julesange. Jeg vil ikke sige noget nedsættende om at rejse som turist, men ud over naturoplevelser og andre turistoplevelser giver det sjældent andet end et overfladisk billede af landets befolkning og levevis.

At jeg lærte Servas at kende inden jeg tog ud på min store rejse blev af uvurderlig betydning for mit udbytte af rejsen, og det har givet mig en værdifuld indsigt i andre kulturers levevis og tankegang. Siden er det blevet til flere rejser, nu sammen med min kone, og som servasværter gennem de sidste mange år har vi haft mange gode oplevelser med servasgæster - ikke mindst fordi vi selv som servasrejsende har lært at modtage gæsterne med en afslappet åbenhed, hvilket er en forudsætning for en naturlig kontakt. Samtidig har det givet venner for livstid. Nu 18 år efter min første servasrejse er jeg stadig i skriftlig kontakt med flere familier jeg boede hos den gang, og vi har haft den glæde at have omkring 10 genbesøg.

Gudmund Mouritsen
6760 Ribe
 

www.servas.dk