Sov hos mor
Den første vært, en psykologistuderende i en etværelses, arrangerede hurtigt fællesspisning med en del af sine venner, for at jeg også kunne lære dem at kende. De tog mig også med på en lille pub, som jeg aldrig ville have fundet frem til alene. Om natten var jeg nødt til at sove hos hendes mor, fordi der ikke var plads i hendes egen lejlighed. Moderen var en utrolig åben og dejlig person, også Servasvært, som jeg fik talt meget med og hun gav en masse gode råd fra sig, som jeg kunne bruge når jeg fremover skulle møde nye Servas-folk. Da jeg tog derfra var det ikke med "farvel" men "på gensyn", hvilet ikke var et enestående tilfælde. Alle mine værter inviterede mig til at komme tilbage igen, hvis jeg skulle komme på de kanter igen. Nogle af mine værter i Buenos Aires besøgte jeg da også flere gange under opholdet.

Mediedækning
I december 2001 kom der pludselig en voldsom mediedækning af Argentina på grund af deres økonomiske sammenbrud og præsidenten der måtte flygte i helikopter ud ad paladset "Casa Rosada" Jeg oplevede sammenbruddet under et besøg hos en Servasvært i La Plata, en universitetsby 60 km fra Buenos Aires. Værten, en midaldrende herre med sin egen lille gadekiosk i det lokale af huset, der ligger tættest på vejen, kunne ikke et ord andet end spansk og var netop blevet vært, så jeg var hans første gæst. Jeg taler heldigvis spansk, så det sproglige var ikke noget problem for mig. Hans datter var på besøg på samme tid, så jeg måtte dele gæsteværelset med hende. Han var ualmindelig venlig og gjorde alt, hvad han kunne, for at jeg kunne få et godt indtryk af byen på trods af at der enten var store demonstrationer eller mennesketomme gader i de dage, jeg var der.

Lukkede butikken
Mit indtryk er, at mange Servasværter, nok specielt i økonomisk svagt stillede lande som de sydamerikanske, er højtuddannede, så det var helt dejligt at komme ud til én fra helt andre samfundslag. Sammen med ham så jeg, hvordan hele landet gik amok. Han blev nødt til at lukke sin lille biks, som ellers aldrig er lukket mellem kl. 8 morgen og 22 aften, fordi der var risiko for at tilfældige mennesker ville komme og plyndre butikken. Det var ham og hans datter, der måtte forsøge at forklare mig, hvad der skete, selvom de knapt nok vidste det selv.
Ved afskeden bad de mig inderligt om at komme tilbage til byen på et tidspunkt, hvor landet ikke var i undtagelsestilstand og hvor der ikke konstant var frygt for plyndringer. Jeg kom aldrig tilbage, ikke af manglende lyst, men fordi min tid simpelthen fløj fra mig og pludselig måtte jeg fra Argentina uden at have nået alt det, jeg gerne ville. Efter min hjemkomst skrev jeg imidlertid et brev og spurgte hvordan det står til derovre, men har ikke fået svar. Jeg tænker tit på, hvordan den mand, der var så afhængig af indtægterne fra sin kiosk, har det i dag efter den rutschetur landets økonomi har været ude i.

Ukendte Uruguay
Et andet land, der har været meget påvirket af krisen i Argentina, er det lille ofte oversete naboland Uruguay. De må konstant leve i skyggen af deres kæmpemæssige nabolande, Argentina og Brasilien, og finde sig i, at det meste af verden tror, landet enten ligger i Afrika eller er en af bananrepublikkerne i Mellemamerika. Det er synd, for det er faktisk et utrolig smukt land.
Ganske som det gik med La Plata, bestemte jeg mig efter at have været i Uruguays hovedstad, at jeg gerne ville tilbage dertil, men kom det aldrig. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at grunden til at jeg tog derover i begyndelsen var, at jeg skulle have et nyt turistvisum til Argentina og derfor var nødt til at rejse ud af landet. De fleste af Uruguays relativt få værter bor i hovedstaden Montevideo, og af dem er de fleste dayhosts, men det lykkedes at finde frem til én, der kunne huse de tre, vi rejste sammen (en tysker og to danskere). Forkvinden for Servas i Uruguay, Anita Kelbermann. Hun skyndte sig at invitere andre servasværter den aften vi ankom, så de kunne have muligheden for at møde sådan nogle friske unge gæster fra Tyskland og Danmark. Så den aften blev der talt om Servasoplevelser fra hele verden. Det var meget berigende at høre om. Den næste dag fik hun fat i en ung dayhost, som tog os med ud i Montevideos natteliv. Han introducerede os for den nationale ingefærdram, og var ellers glad for at forklare om Uruguays politiske og økonomiske situation, som vi ikke vidste noget om.

Med til valg
Ligesom Uruguay har Bolivia ikke så mange værter. Faktisk har det meget store land kun har 22 værter i alt, hvoraf de fleste er dayhosts. Min første tanke, da jeg så hostlisten fra Bolivia, var da også, at med så få værter i et land, hvor der er så mange turister, må de være mere eller mindre overrendt af besøgende, men jeg tog fejl. Jeg oplevede min til dato mest hjertelige servasoplevelse i Santa Cruz, Bolivia. Jeg kom lige som der skulle være valg i landet og det er noget af en farce at se, hvordan hele landet går i stå, fordi folk skal stemme. Familien tog mig med til skolen, hvor der skulle stemmes, så jeg kunne opleve det. Derefter var hele familien samlet til eftermiddagskaffe. De introducerede mig der til nogle af Bolivias kulinariske specialiteter, som jeg kejtet forsøgte at hjælpe med at lave. Om aftenen var jeg med til et vi-venter-barn-party, hvor alle den vordende mors veninder kom og sladrede om alt hvad man sladrer om, når man er en boliviansk by-kvinde (for de må under ingen omstændigheder sammenlignes med landbefolkningen). Jeg var stort set bare fluen på væggen, og nød det!

Natteliv
Også der arrangerede min værtinde, Teresa Myiagi, at hendes naboer, nogle fyre midt i tyverne, skulle tage mig med ind til Santa Cruz og vise mig byen og nattelivet. Da jeg blev nødt til at drage videre på grund af et fly der skulle nås, sagde Teresa bedende til mig "Bliv noget længere, vi er jo lige begyndt at lære dig at kende". . og der var ikke meget jeg havde mere lyst til.
Efter Bolivia gik rejsen mod Brasilien, hvor det endelige hjemrejsefly skulle gå fra. På det tidspunkt rejste jeg med min søster, så jeg var ikke længere alene. Det var i begyndelsen meget svært at få fat i nogle af servasværterne, blandt andet fordi telekortene ikke virkede i alle telefoner og fordi Brasiliens telefonnumre var ændret, siden jeg havde fået værtslisten. Da jeg endelig fandt ud af, at alle numrene skulle starte med 4 var det nemmere at komme igennem, men de første mange værter, jeg ringede til var enten flyttet eller kunne ikke længere tage imod gæster. Da jeg var ved at miste modet, kom jeg igennem til en ældre kvinde, der boede lige ned til Flamingo beach, Rio de Janeiro. Det blev et fantastisk møde. Hun var professor i sociologi og en utrolig kvinde, som vi fik nogle dejlige samtaler med. Hun tog os med til en fest i den Cubansk-Brasilianske forening, hvor der blev danset samba og des lige af alle fra 16 til 70 år. Det var en af de helt specielle oplevelser, som jeg aldrig havde haft uden
Servas. Hendes søn, som var ballroom-samba-danser inviterede os hjem til sig for at vi kunne høre noget brasiliansk musik og der holdt han et tre timer langt foredrag om brasiliansk musik, med tilhørende musikklip.

Sommerresidens
Da vi skulle videre fra Rio havde vi ingen specifikke planer, men ville gerne ud til strandende lidt nord på. Madel, vores vært, foreslog os, at vi da bare kunne tage til Capo Frio til hendes sommerresidens, som lå i gåafstand fra de dejligste strande. Der kunne vi bo lige så mange dage vi havde lyst til. Hun ringede til viceværten og gav ham den besked, at der ville komme to lyshårede piger, som ikke talte portugisisk, og han skulle bare give dem nøglen! Så på trods af startproblemer i Brasilien blev det en stor succes.
Nu sidder jeg så hjemme og tænker tilbage på, hvor mange fantastiske mennesker jeg mødte i Sydamerika. Jeg oplevede flere gange enten at være den første eller en af de første gæster, så jeg tror ikke der er så mange, der har Servas i tankerne, når de rejser derover. Min første vært i Argentina fortalte mig blandt andet, at der er mange værter i Argentina, de fleste i Buenos Aires, som savner besøg, så danskere? se det som en mulighed og tag af sted! Jeg vil aldrig fortryde, at jeg tog af sted.


Sofie Toftgaard Janerka