|
af Camilla Polmer Dette møde var mit første med Servas. Jeg ankom lidt uvidende om den forestående uges hændelser og aktiviteter, og var slet ikke forberedt på hvad jeg gik ind til. Dagen da jeg ankom, var tilfældigvis også min 18års fødselsdag d. 28. juli, og jeg tænkte, at det var dejligt at få en sådan oplevelse på min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det blev en af de bedste fødselsdage i mit liv! Altså, jeg ankom med min værtsfamilie, som jeg havde boet hos i den forestående tid før arrangementet, og blev straks hilst velkommen af alle omkring mig. Specielt Ann Greenhough gav mig et særligt stort knus, da jeg allerede havde boet hos hende en nat som Servas-rejsende Alt var helt afslappet, og man brugte bare tiden på at hilse på alle de mennesker, som man skulle bruge de næste dage i selskab med. Jeg var meget imponeret over alle de forskellige nationaliteter samlet på et sted, som kom ind fra hele verden, og alle de sprog der blev snakket rundt omkring i hjørnerne. Det var en vidunderlig ting for mig, at opleve så mange forskellige mennesker forenet omkring en organisation, som gør det muligt at bringe mennesker sammen, som ellers ikke ville have en chance for at møde hinanden. Det syntes jeg var utroligt smukt, lige fra første møde med dette fænomen. Efter at man uformelt havde hilst på alle de deltagende parter, var der om aftenen introduktion og velkomsthilsen med orientering om de fremtidige aktiviteter. Alt lød ganske lovende. Lige pludselig midt i introduktionen, hørte jeg mit navn blive nævnt, og alle begyndte straks at bryde ud i fødselsdagssangen ”Happy Birthday”. Jeg var helt chokeret! Jeg har aldrig før prøvet at være centrum for så meget sang og opmærksomhed. Herefter kom der en rigtig dansk lagkage, og jeg fik et kort, og en meget fin gave fra ”alle mine venner i Servas”, og massere af lykønskninger som ”welcome to adulthood” osv. Herefter tog Magi og Mary fra henholdsvis Venezuela og Malawi over, og begyndte at synge fødselsdagssange på deres eget sprog. Det var helt fantastisk. En slags euforisk følelse, som sidder i kroppen i et godt stykke tid efter. Det er bestemt en fødselsdag som jeg aldrig vil glemme! Det viste sig senere, at alle på forhånd vidste at jeg havde fødselsdag, for Ann havde sendt en mail ud til alle undtagen mig, om at jeg ville blive 18 år. Det forklarer også den lidt pudsige reaktion fra nogle af deltagerne som jeg hilste på. Bl.a. Hannah fra Australien der udbryder ”so you’re the birthdaygirl!” da jeg præsenterede mig, uden at jeg havde fortalt hende det på forhånd. Aftenen gik videre efter introduktionen med fest, øl, og endnu flere præsentationer. Det var en fantastisk start på arrangementet for mig, at alle på forhånd vidste hvem jeg var. Jeg var meget positivt overrasket over den store deltagelse af unge mennesker fra hele verden, og alsidigheden i de deltagende parter. Det var så fedt lige med det samme at være en del af en gruppe, som bare fungerede, på trods af de store kulturelle forskelle. Det er svært at beskrive den dejlige følelse af, at møde så mange søde mennesker på en gang, hvor religion, etnisk oprindelse, og kulturel baggrund ikke spiller nogen rolle overhovedet. Jeg kom først i seng kl. 3 om morgenen, og lå længe og tænkte på den skønne fødselsdag jeg havde haft, og på hvor meget jeg glædede mig til de kommende dage. De næste dage gik med forskellige aktiviteter. Kalenderen var overfyldt. Der er næsten svært at skelne dagene fra hinanden. Uanset hvilket arrangement man meldte sig til, kunne man være sikker på at det blev en succes. De deltagende mennesker gjorde altid aktiviteterne til rene succeser, bare ved at være til stede, og sprede den gode Servas-stemning. Der var lange gåture i det fantastiske engelske landskab, som overraskende nok blev en stor succes iblandt ungdomsgruppen. Jeg husker i hvert fald gåturene som noget af det bedste. Der kunne man snakke om alt mellem himmel og jord, samtidig med at man så det skønne landskab ”live”. Jeg lærte blandt andet at sige ”himlen er blå og græsset er grønt” på italiensk, spansk og polsk. Det var bare så afslappet og rart at være på de forskellige gåture i det engelske landskab, og stemningen var i top. Det var stort set op til én selv, at sammensætte sit ophold. Der var så mange forskellige tilbud fra dag til dag, at det godt nogle gange kunne synes lidt uoverskueligt at finde rundt i. Men alt var fleksibelt, så hvis der stod ”morgenmøde” kl. 9, så skulle man nok regne med at det først begyndte kl. 10 hvis der havde været fest natten før, dvs. at morgenmødet faktisk begyndte kl. 10 hver dag. Der var ret mange møder i løbet af perioden for eventen, men man kunne selv vælge om man ville deltage eller ej. De allerfleste var bestemt værd at deltage i, hvis ikke aktivt, så i hvert fald passivt. Nogle møder var oplysende, andre diskuterende, men fælles for dem var, at man gik derfra med en udvidet horisont om et bestemt emne. Jeg lærte meget om velgørenhedsprojektet ”Oxfarm”, men specielt Marys præsentation om Malawi rørte mig, for jeg fik virkelig indblik i en kultur, som var formidlet via en person som er en ægte repræsentant for Malawi. At lytte til Marys fremlæggelse var ikke bare et fjernsynsprogram som jeg tilfældigvis zappede hen over, det var virkeligt. Det var ucensureret. Der var også ungdomsmøder med bestemte dagsordener for hvert møde. Pablo fra Argentina ledede dem med en kyndig hånd, og der kom bestemt brugbare resultater ud af diskussionerne som altid foregik i det fri. Pablo havde kreeret en CD med fredssange fra hele verden som vi alle sammen fik udleveret til en fleksibel pris. Dvs. at man gav hvad man syntes man havde råd til. Det var et meget håndgribeligt produkt fra Servas, og faktisk en brandgod idé. Vi diskuterede bl.a. hvordan den nye sprogudveksling skal foregå (sprogudvekslingen er en ny gren indenfor Servas, hvor unge mennesker kan rejse til et givent land i en måned, for at lære landets sprog), og vi diskuterede hvordan man kan inddrage flere unge i Servas. Alle fik en ”opsang” fra Pablo om at inddrage vores venner med næb og klør i Servas, hvilket jeg bestemt også har tænkt mig at gøre fremover! Ungdomsmøderne var for mig en proces hvor jeg følte at jeg spillede en rolle i udviklingen af Servas, og at jeg var med til at præge fremtiden for organisationen. Jeg holdt rigtig meget af hvordan aldersklasserne blandede sig med hinanden. Der var ikke noget med at man automatisk søgte sin egen aldersgruppe, men alle snakkede faktisk med alle. Det eneste det kom an på, var bare hvor åben og udadvendt du var. Det er virkelig noget man lærer igennem Servas, at være udadvendt. Man får slet ikke den samme oplevelse til et sådan event hvis man regner med at andre mennesker søger kontakten. Det er næsten et kriterium at være udadvendt, men man kan sige, at de samme vilkår også gælder i ”den virkelig verden”. Det er bare specielt karakteristisk i Servas at ens egen indsats til fællesskabet, er udsalgsgivende for de oplevelser man får med på vejen. Det var noget helt specielt at være deltager i eventen i Yorkshire. Det er et sommerminde som jeg vil huske i lang tid, og tage frem som et lysende øjeblik når vinteren synes lang og kold. Jeg har nu et uvurderligt netværk i hele verden. Lige fra Australien, Malawi, Uganda, Argentina, Indien, Mexico, Venezuela, og i hele Europa! Racisme er heller ikke et ord i Servas’ ordbog, hvilket jeg elsker, for det giver plads til at møde nye mennesker uden forudindtagede fordomme. Jeg kender simpelthen ikke nok superlativer til at beskrive Servas, og jeg er 100 procent sikker på, at jeg fremover vil være et trofast medlem af Servas.
|