At rejse med Servas er at leve

Milano har været en stor oplevelse. Sikken en energi der lægges i gamle bygninger, især den pragtfulde domkirke “Duomo”. På den anden side bliver sparret i vedligeholdelse af de nyere bygninger. Milano er præget af stor kontrast mellen rig og fattig, vild mange biler fylder gadebilledet og larmen er ikke til at tage fejl af.

En pulserende by med dårlig indeklima, yderst attraktiv klædte kvinder på gaden og en kaffe, jeg kunne drikke dagen lang. Når du har drukket en Cappuchino i Milano, mister du al interesse for den, som den er lavet her i Danmark. De kan deres kram, i det hele taget hvad mad og drikke angår.

Thomas og jeg rejste med Servas. En virkelig god måde at rejse på, der tiltaler os meget. Først kom vi til Alda, en dame på snart 70, tidligere journalist og et levende aktiv kvindemenneske, der har gang i den. Flot lejlighed under taget, indrettet med møbler fra hendes mange talige rejser og billeder på væggen. Hun inviterede en anden kvinde fra Servas, Christine, der er født i Tyskland og har boet i Milano i tre år. Christine kan ikke have nogen boede, lejligheden er for lille, dog er hun frisk på en bytur og gode sataler. Vi spiste sammen en aften, udvekslede erfaringer om vore kulturer, politik og historie. Det hele foregik heldigvis på tysk, dejlig afslappede.

Dagene gik med besøg af kirker, fæstningsanlæg og et nyt stort Kunstmuseum og spadseretur i gaderne uden bestemt formål. Dejligt. En aften slæbte Alda os med i Koncerthuset, vi skulle simpelhen opleve klasissk musik. Den interesse har vi i forvejen og hvor var det nemt at finde rundt i byen med vor italieniske ledsager.

Den anden ophold fik vi hos et par, 10 år yngre end vi er, i et helt andet kvarter i en lille lejlighed. Valentina arbejder i NGO-samhæng, rejser til Latinamerika for at lave humanitære arbejde, Moreno er oplært til juweler fra sin onkel. Selvom de havde meget lidt plads, var vi velkommen at overnatte i dagligstuen på sofaen. Også her spiste vi sammen og vi fortalte f.eks. om den danske kunstner Lars Kræmmer der opfandt artmoney, en pengeseddel, kunstnere i hele verden producerer selv. Det fænomen havde Valentina og Moreno ikke hørt før om og glad to de vor gave i mod, ikke andet end en artmoney.

Det var første gang vi rejste med Servas. Derfor kom vi lidt sent i gang med forberedserne. Der skulle skrives et introduktionsbrev, hvor vi fortæller hvem vi er, hvad vi arbejder med, om vi har børn og hvad der interesserer os. Lige som vi kunne læse i bogen om Servasværterne fra Italien, som vi fik tilsendt efter vor interview. For Servas er motiveret af at folk mødes, en ægte kulturudveksling og ikke en billig overnatning som f.eks. couchsurfing. Det talte vi om i et interview med en Servaskvinde, to uger før vi rejste. I den omtalte bog fandt vi 20 mennesker vi kontaktede, ca. en uge før vor fly skulle lette fra lufthavnen i Kastrup. Det væltede ikke lige foran ind med svar og vi væbnede os med tålmodighed. Nogle mennesker ringede vi op til sidst og det endte med at Christine anbefalede at vi kontakter hendes gode veninde Alda. Valentina og Moreno var så en af de positive svar vi fik fra de første henvendelser.

To uger efter rejsen fortalte vi en god ven om vore rejseoplevelser. ”Findes stadig Servas?” bryd han ud. Han har rejst i mange år på denne mål for rigtig mange år siden. Så kigger vi på hinanden og nu er det vor tur at udbryde:

“Ja da i bedste velgående. “

Annette Falk Lund

 

Servas' startside