|
På eventyr i den israelske ørken - et
Servas eventyr!
I en Hitchock film ”North by Northwest” fra 1959 tager Cary Grant bussen ud
i ørkenlandet og stiger af på et gudsforladt øde sted, hvor han senere jages
af en en-motores dræber-flyvemaskine. Noget lignende følte jeg, da Monique
og jeg ankom med langvejs-bussen og blev sat af 110 km fra Eilat midtvejs
til Masada fæstningen ved et mikroskopisk busstoppested i det golde
ørkenlandskab.
Her stod vi med vore pakkenelliker midt i stilheden. Vel 5 minutter helt
alene. Sol, ørken og ingenting. Men så en lyd. Fra en ørkenvej kom en
firhjuler kørende, over landevejen, hen til os, standsede og en slank
sportstrænet 50-årig mand steg ud. Welcome to Zopar, I am Michael. This way.
Get in. Yona awaits you with coffee.
5 minutter efter var vi fra det bare ingenting ankommet til et hus med
udsmykkende mosaikker omgivet af blomstrende frugttræer, en kæmpe volière
med kvidrende fugle samt et tilstødende pottemagerværksted, hvor tørrede
palmegrene hang ned fra loftet over de udstillede varer.
Det er ikke en naturlig oase, sagde Mike ved kaffen, stedet er skabt ved
drilling af brønde, rør på ned til 100 meters dybde til de store
vandreserver, der findes nedenunder den golde ørkenoverflade. For 25 år
siden fik vi stillet huset til rådighed til købspris fra den israelske
regering, og så gik vi i gang med brøndgravning, tilplantning og opdyrkning
af ørkengrunden. Nu har Yona så også dekoreret huset, og vi har bygget
værksted og gæstehus selv. Vore 2 børn henholdsvis studerer og er i tvungen
2-3 års militærtjeneste.
Yona, en slank, smuk kvinde, lidt yngre end sin mand, viste os rundt i haven
og potteværkstedet, mens de 2 hunde og katten fulgte efter. Hendes
pottemagerarbejde var enkle smukke blåglaserede krukker, kopper og
tallerkner. Jeg tager mig af alt med huset. Mike tager sig af plantagen. Den
viser han jer nu.
Og så kørte vi igen, tilbage ud i ørkenen, over landevejen og mod Jordan til
kæmpemæssige, s tore teltlignende drivhuse. De fleste dyrker peberfrugter,
især røde, men jeg har specialiseret mig i tomater. Og det måtte han nok
sige. I hundredevis af lange rækker med tomattræer i 2-3 m højde med tomater
i alle farver og størrelser. Ved et udstillingsbord smagte vi på dem, og
aldrig i mit liv har jeg smagt så velsmagende tomater. Ikke disse
ensfarvede, hollandske supermarked tomater komplet uden smag. Nej her var
noget ganske andet. Smukke gule, grønne, røde. En delikatesse for øjet, for
ganen.
Vi bestøver nu med bier, hvor vi før gjorde det med håndkraft, og ved hver
2. række stod et bistade, hvor bierne cirkulerede ud og ind. Langs rækkerne
gik kvindelige thailandske arbejdere. De får et indrejsevisum på 5 år og en
god løn, som de sender hjem, forklarede Michael. De er så glade for jobbet,
at enkelte forfalsker visaet senere for at blive, men det opdages altid.
Så skal vi til det nærliggende Jordan. Mike kører ned ad den støvede vej til
grænseovergangen, viser blot et kort, den enlige vagtpost nikker, og vi
kører ind i Jordan uden at vise vore pas. En kilometer inde ligger nye
israelske tomatfarme fra før fredsslutningen med Jordan, som Micheal Ofran
stadig bestyrer. Han har forsøgt at undervise Jordanere i systemet med
brødgravning, overrisling og tomatdyrkning uden held eller større interesse.
Så nu har Damascus-regeringen overladt drivhusene til ham mod et gebyr. Jeg
kan også køre til Damascus uden pas, siger han, blot Palæstinensene ikke
involveres er der ingen problemer med Jordanerne og grænsekontrollen.
Tilbage i Israel passerer vi farme, hvor 8-10.000 køer, som kommer 3-4 gange
årligt fra Australien, er en måneds tid i karantæne før udstationering i
Israel, som har en meget stor kvægbestand. Ligeledes ligger der her store
kalkunfarme, hvor op til 40.000 kalkuner er i karantæne hvert 6. uge året
igennem.
Længere væk ligger andre regeringshuse i ørkenen, hvor lignende
landbrugsprojekter er sat eller sættes i gang. Små oaser skabt ved hårdt
arbejde i den bare ørken. Vi tager på ørkentur og
 kører i sandet op på et
højdedrag med vid udsigt over ørkensletten. Der er faktisk ikke meget, det
ligner veje her, men Michael Ofran hører til redningstjenesten og kender
hver en busk, hvert et ørkenspor. Vandområdet ligger fra 50 til 1100 meters
dybde, forklarer han. Alle de rør, vi ser, er filtre, som nedkøler det varme
vand fra jorddybderne, før anvendelsen. Der har været jordrystelser, som et
enkelt sted bragte vandet til overfladen, så der skabtes en større sø, der
nu omsider er forsvundet.
Tæt ved ligger Nabatæernes karavanesti, en ørkenvej helt fra Afrikakysten
med et ørkenfort i ruiner. Sådanne forter lå placeret med kamel-dagsrejsers
mellemrum hele vejen lige til Petra, og denne fantastiske, mystiske
klippeby, som kun kan nås igennem en 1 km lang klippespalte – byen, der i
sin storhedstid fra det 3 årh. før til det 3 årh. efter Kristus, havde
20-30.000 indbyggere, og som senere blev totalt glemt af omverdenen – lå kun
20-25 km borte inde i Jordan. Petra (ligesom Skt. Kathrines kloster på
Sinaihalvøen) besøgte vi også, men denne uforglemmelige oplevelse er en helt
anden spændende historie.
Ofrans har en vidtomspændende handelsvirksomhed. Han er nu direktør i Blaser
frugt og grøntsagsvirksomhed med eksport til USA og visse europæiske lande
med produktudviklingssamarbejde med Spanien på tomatsiden, hvor de nu laver
tofarvede – rød /grønne - velsmagende cherry tomater.
Yona og Michael Ofran har været medlemmer af Servas Israel i nogle år, men
det er ikke så ofte, at danske Servas medlemmer som os, kommer forbi, da
mange nok er tilbøjelig til at suse forbi det lille ørkensted. Men det er
synd. Bysamfundet Zopar og Yona og Michaels gæstfrihed var måske turens
højdepunkt i de 14 dage, vi var i Israel. Vi oplevede og lærte så utrolig
meget bare ved den ene dags besøg med overnatning, at opholdet blev en så
stor og ganske uventet berigende oplevelse for os.
Mike skal tage afsked med en kunde, en chefkok fra Tel Aviv, som kom om
morgenen med privatmaskine. Vi kører til den frimærkestore flyveplads
nærved. Kokken køber direkte ind til sin restaurant og har senere været på
besøg hos andre frugt leverandører
Han kommer i taxi til flyvepladsen, får nogle kasser tomater med sig, og så
af sted. Vi vinker. En begivenhedsrig dag. Jeg skal huske at give Irma
besked om velsmagende israelske tomater!
Arne Dahl
Hvis menuen ikke vises i
venstre side - klik her |