Tur til England

Tur til England sommeren 2001.

I 1985 tog min kone og jeg en tur på vores Vespascooter til Skotland. Udover nogle skotske venner besøgte vi også tre Servasværter.
Rejsen var en stor succes. Vi mødte nogle meget gæstfrie og søde mennesker. Et par holdt vi kontakt med i et par år, og min kone besøgte dem senere sammen med vores lille datter.
I 2001 planlagde et par af vores venner ferie i England, hvor de skulle bytte hus med en engelsk familie. De spurgte os, om vi ville komme og besøge dem i en uges tid. Det tyggede vi lidt på og kom så i tanke om Servas. Det virkede som en meget god idé at prøve at rejse med Servas igen.Vi har været ude og rejse siden, men ikke med Servas. Jeg tror, det som holdt os fra det før var tanken om, at vi nu var så mange. Men nu er vores børn store og er meget søde og i adresselisten, vi fik fra Servas, Danmark, var en hel del, som gerne ville have en familie på besøg. Fordi vi kun havde 11 dage inkl. at besøge vores venner i nærheden af Cambridge, søgte vi lokaliteter omkring og syd for London. Jeg prøvede at skrive til ca. 12 adresser, fire per almindelig post og resten som en meget kort forespørgsel, om der var plads til os pr. e-mail. Ikke ét af brevene blev besvaret! Men der kom 6 svar per e-mail. Her er nettet bare perfekt, fordi det er muligt at få svaret hurtigt.
Nogle af e-mail svarene var venlige afslag af forskellige årsager, som jo er helt i orden. Men vi fik da de tre aftaler med hver to overnatninger, som vi havde brug for.
Derfor tog vi også glade af sted fra Esbjerg til Harwich.

Sejlturen var meget behagelig. Bilkørslen i England meget anstrengende. Venstrekørsel og at finde vej var ikke nemt, men vi kom dog frem til vores første adresse. Men vores Servasvært var ikke hjemme. Der kunne ikke være tvivl om, at vi havde formidlet vores ankomst rigtigt og fået svar på, at det var ok. Vores vært havde skrevet til os, at han havde en lejlighed, som han ikke brugte så meget selv, og den kunne vi bruge, så længe vi havde lyst. Derfor havde vi også planlagt at blive der tre nætter. Men som sagt, så var han der ikke. Først ventede vi ca. en time foran huset. Vi prøvede at ringe til manden. Vi bankede også på hos naboen, men han kendte ikke vores vært. "I´ve never seen the guy", men navnet stod på døren. Så satte vi en seddel på døren om, at vi ville komme tilbage og slog os ned ved telefonboksen i en sidegade og ringede rigtig mange gange i to timer. Telefonen var hele tiden optaget, og vi gættede på, at han var på nettet, men efterhånden blev situationen ret vanskelig. Vi skulle jo have et sted at overnatte, og derfor kørte vi på må og få gennem omegnen for at finde et vandrehjem eller et billigt hotel. Der var ingen vandrehjem i 100 km omkreds, og hotellerne var alt for dyre for os. Da mørket faldt på, blev vi helt desperate. Det er ikke sjovt at stå med to børn i et fremmed land uden tag over hovedet. Til sidst bankede vi på ved en landejendom i Carshalton for at spørge, om de ikke havde et plant sted, hvor vi kunne stille vores telt op. Først var konen noget nervøs over for os fremmede, men ville gerne spørge sin mand. Han viste os så et sted i en tom åben lade, hvor vi kunne slå os ned for en nat. Det var helt fint for os, men så syntes han alligevel, at det var noget pjat. De havde to gæsteværelser, og der kunne vi sagtens bo.
Derefter viste de os en gæstfrihed, som var helt overvældende. Der var ikke tale om, at vi skulle finde vores soveposer frem. Der blev redt op med fint sengetøj og det hele. Børnene fik deres eget værelse og vi forældre ligeså. Det var et par i slutningen af halvtredserne, forhenværende landmænd, som nu havde en slagterbutik. Vi fortalte selvfølgelig om vores skuffelse med vores første servasvært og viste vores introduktionsbrev til dem. Da de hørte om vores første adresse, mente de, at der skulle vi under ingen omstændigheder tilbage til, fordi det var et kvarter med et meget dårligt rygte. Der kunne en bil ikke stå i fred over nat. Og vi var meget velkomne til at blive to nætter. Vores nye venner i Carshalton står til en "Servashost - honoris causa". Vi fik lov til at ringe til vores næste kontakt i Worchester for at spørge, om vi kunne komme en dag tidligere og evt. blive en nat mere. Det var ikke noget problem. Så vi slappede fuldstændig af. Det gjorde et stort indtryk på børnene, at der var nogle helt fremmede mennesker, som vi ingen aftale havde med, der tog os ind som gæster. Dagen efter startede vi med flot morgenmad med alt godt fra slagterbutikken. Vi blev kørt til en S-togstation, hvorfra vi tog toget ind til London.
London var lidt af en fiasko, fordi vi ikke var godt nok forberedt. Vi gik en tur omkring the House of Parliament, Westminister Abbey og ned til Themsen. Men der gik man bogstaveligtalt i kø med tusindvis af andre turister. Det begyndte også at regne, og vi blev trætte af at trave rundt og følte lidt, at dagen var spildt.
Tilbage til Carshalton lavede vores vært en meget fin middag til os med lammekoteletter m.m., og vi hyggede os meget med snak og kortspil. Det var nogle rigtig gode mennesker, vi var havnet hos.

Næste mål på vores rejse var sydkysten af England, hvor vi skulle være hos vores første rigtige Servasværter. Det var ikke noget problem at finde huset, og vi følte os velkomne fra første øjeblik. Her var vi hos to lærere, hvis børn var flyttet hjemmefra, og derfor var der plads til os fire. Vi snakkede en del om omegnen og fik gode tips til seværdigheder. Allerede første aften tog vi ned til havet. Hele den store strandpromenade med lange moler bygget ud i vandet og den store tidevandsforskel var helt speciel for os. Også den tætte bebyggelse helt op til vandet var anderledes. Gad vide hvordan det er under en rigtig storm. Første udflugtsdag tog vi til Bristol, som viste sig som en meget hyggelig by. Vi besøgte et meget specielt slot som udvendigt var som et indisk palads og indvendig helt kinesisk. Ellers var der hyggelige og smalle gader med søde butikker. En helt anden oplevelse end vores første forsøg med London.
Anden dag kørte vi mod vest, hvor vi kom til en lille fiskerby, hvor nogle gader to gange per døgn blev oversvømmet, og havnen to gange i døgnet blev tørlagt. Det var sjovt at se gadeskiltene, der lige ragede op af vandet. Derefter havde vi lejlighed til at besigtige en rigtig borg, Norfolk. Gammel men velholdt, lige som man forestiller sig det fra riddertiden. Vi havde nogle gode dage og var taknemmelige for, at vi havde så fint et logi hos nogle søde mennesker og ovenikøbet en extra nat.

Den næste tur lagde vi forbi det berømte Stonehenge. Imponerende, men også meget turistificeret. Og så videre til vores næste værter, hvis hus og væremåde lignede vores egen meget. De havde var tre børn, hvoraf to var på ferie, til gengæld havde de en ung gæst fra Indien, og så magtede de også at proppe os fire ind.
Vi følte os meget velkomne.
Dagen efter var vores værter arrangører ved en landsbyudstilling, hvor beboerne udstillede en masse hjemmelavede ting, og der var konkurrencer og uddeling af pokaler inden for mange områder: frugt og grøntsager, kagebagning, strik og syning, blomsteropsætninger, foto og malerier m.m. Dertil hørte et loppemarked, hvor vi los os friste til forskellige meget fordelagtige indkøb. Vi gav en hånd med ved oprydning og tog så med hjem til hyggeligt samvær. Vi fik en tur i en veteranracerbil (Replika), som selv for en motorcykelbiker som mig, var imponerende. Vi fik også en del gode tips angående vores videre rejse, bla. en del gode forslag til, hvad man kunne foretage sig i London, som vi senere fik brug for, og dermed en rigtig god tur til London. Uden børn tog min kone og jeg på en lille vandretur til en kanal, som skar sig igennem et bakket landskab. Gennem mange sluser sejlede nogle meget smalle, men meget lange pramme tværs gennem landet. Vi fik snakket med et pensionistpar, som havde solgt deres hus for nogle år siden, købt sådan en pram og levede nu deres liv på Englands floder og kanaler. De havde fundet en fast årsrytme, hvilke ruter de tog, hvilke steder de opsøgte, og derved havde de også fundet en del venner og bekendte, som enten selv vagabonderede rundt på samme måde, eller som de mødte igen og igen ved de forskellige anløbssteder.

Vores næste mål var Foxton, 30 km syd for Cambridge, hvor vores venner havde byttet hus med en engelsk familie. På vejen tog vi forbi en middelalderlig landsby, Avesbury med en fin gammel kirke, hvor der var en masse stensætninger, næsten som ved Stonehenge, i hvert fald fra den samme tid. Det var meget hyggeligt, og turisterne fordelte sig på en mere behagelig måde på et større område. Også de sidste dage sammen med vores danske venner var vellykkede med besøg i Cambridge og London.
Ti gode feriedage i England, hvor gæstfriheden af englænderne, Servasværter og ikke-Servasværter, gjorde stort indtryk især på vores børn. Og de forstod efterhånden også ideen, at man måske ikke kan gøre gengæld til de søde mennesker vi har mødt, selv om vi har inviteret dem alle sammen, men at gæstfriheden føres videre over for andre, fremmede mennesker, som på denne måde får en god oplevelse, som de kan give videre.

med venlig hilsen Heiner Gringmuth